Personer med kun let forhøjet blodtryk har også en forhøjet risiko for at udvikle slagtilfælde, viser resultatet fra en stor meta-undersøgelse af 520.000 personer, som er offentliggjort i tidsskriftet Neurology. Det skriver Dagens Medicin.
Forskere har længe vidst, at et stærkt forhøjet blodtryk er en risikofaktor for at udvikle hjerte-kar-sygdomme og slagtilfælde, mens det har været mere uklart, hvor risikabelt et let forhøjet blodtryk er.
Men nu har en forskergruppe gennemgået 12 studier, der talte knap 520.000 personer, repræsentative for den generelle befolkning: fire studier fra USA, fem fra Japan, to fra Kina og et fra Indien, hvor alle slagtilfælde var blevet dokumenteret. Let forhøjet blodtryk blev observeret hos 25-46 procent af personerne.
Risiko steg i takt med blodtryk
Resultaterne viste, at personer med let forhøjet blodtryk havde 55 procent større risiko for at opleve et slagtilfælde end personer med normalt blodtryk. Risikoen steg i takt med personens blodtryk til 79 procent for de personer med højeste blodtryk.
Forskerne mener, at der er behov for bedre redskaber til at diagnosticere let forhøjet blodtryk og fastslår, at der på baggrund af resultaterne ikke er evidens nok til at anbefale personer med let forhøjet blodtryk at tage blodtrykssænkende medicin. I stedet er der brug for, at personer med meget lavt blodtryk bør opmuntres til at igangsætte en sundere livsstil.