Et tiltag ved navn ’Patient@home’, som skal føre til færre og kortere sygehusophold, har netop modtaget den hidtil største bevilling på 70 millioner kroner fra Det Strategiske Forskningråd og Rådet for Teknologi og Innovation. Det skriver Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
Projektet er et SPIR-projekt (Strategic Platform for Innovation and Research) i intelligente samfundsløsninger og velfærdsteknologi, og det samlede budget for projektet kommer med bevillingen op på cirka 190 millioner kroner.
’Patient@home’ er et tværgående samarbejde mellem personale, patienter, private virksomheder og forskningsinstitutioner, som ved hjælp af nye velfærdsteknologiske produkter vil gøre det muligt at forbedre genoptræningen og plejen af patienter, samt forbedre kvaliteten og brug af ressourcer i behandlingen i hjemmet, blandt andet ved i højere grad at involvere patienterne i egen behandling og genoptræning.