KORT NYT FRA UDLANDET
Måske er din mavefornemmelse med til at fortælle dig, hvordan du har det.
Ny engelsk forskning viser nemlig, at en sund bakterieflora i tarmene har stor indflydelse på psykiske lidelser som depression og angst. Det skriver liveScience.
Forskningen kommer i kølvandet på andre forskeres udtalelser og tilsvarende studier, der alle sigter mod samme konklusion: Vores psykiske tilstand afhænger af bakteriebalancen i kroppens tarme.
I Videnskab.dk’s egen livechat med professor Oluf Boye Pedersen fra Københavns Universitet og professor MSO Tine Rask Licht fra Danmarks Tekniske Universitet pegede eksperterne på samme årsagssammenhæng: Det personlige velbefindende hænger sammen med bakteriefloraen i tarmene.
I det nye studie fra The University of Oxford deltog 45 personer mellem 18 og 45 år i tre sammenhængende uger.
Hver dag tog den ene halvdel en probiotika-pille, som fremmer de sunde mælkesyrebakterier i maven, og den anden halvdel en virkningsløs placebo-pille.
Computertests afslørede efterfølgende, at de som tog probiotika-piller reagerede mindre opfarende over for negativ information. Samme reaktionsmønster er at finde hos patienter, som er i medicinsk behandling for depression.
Hovedforfatteren bag studiet og forsker i psykiatri, Philip Burnet, ønsker nu at opklare, om en ændringer i kroppens bakterieflora kan udgøre en alternativ behandling mod depression. Selvom alle resultater i dag peger i samme retning, er der intet, som er sikkert endnu.
»Vi venter stadig på et mere overbevisende studie med mennesker,« siger han til Livescience.
Læs også:
Hvordan påvirker bakterier i tarmen din personlighed og sundhed?
Julemaden ændrer vigtige bakterier i vores tarme
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv