Risø DTU står bag etableringen af et helt nyt nordisk forskningscenter NEVIC – Nordic EV Interoperability Center – der skal sikre, at elbilejere kan oplade deres elbil i en hvilken som helst ladestander. Formålet er at skabe sikkerhed og ens standarder for forbrugerne og dermed sikre, at elbilejere kan oplade deres elbiler problemfrit over hele landet, skriver dtu.dk.
Teknikken bag – den såkaldte tekniske roaming – skal gøre markedet sikkert og enklere for forbrugerne. Det nye testcenter vil opdage og løse eventuelle problemstillinger med ny teknologi på markedet.
Bag det indledende arbejde står elbiloperatørerne ChoosEV, Better Place og CleanCharge sammen med DONG Energy, Risø DTU og Dansk Elbil Alliance. Projektet er støttet med de såkaldte GAP funding-midler fra Copenhagen Cleantech Cluster, som bl.a. er finansieret af EU’s strukturfond og Region Hovedstaden og Region Sjælland. GAP funding-midler gør det muligt for forskere at videreudvikle projekter, som har kommerciel eller industriel interesse.
»Med det nye center er vi helt i front. Vi har mulighed for at teste og styre uden om de småproblemer og barrierer, der altid opstår, når forskellige udbydere og deres teknologi skal spille sammen. Dermed kan vi hjælpe både markedsaktørerne og forbrugerne,« siger programleder Anders Troi fra Risø DTU.
Læs også: Elbilen giver brintbilen baghjul