Forskningscenter OPUS på LIFE – Det Biovidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet har igennem et halvt år forsynet 181 overvægtige forsøgsdeltagere med de fødevarer, de skulle bruge for enten at leve efter principperne for Ny Nordisk Hverdagsmad eller for ‘gennemsnitlig dansk mad’, skriver Københavns Universitet
Projektleder på projektet, lektor Thomas Meinert Larsen, fortæller at resultaterne bekræfter den formodning, man har haft om, at Ny Nordisk Hverdagsmad kan føre til vægttab:
– Formålet med OPUS Butiksprojektet er at undersøge, hvilken effekt det har på kropsvægt og forebyggelse af vægtrelaterede sygdomme at spise efter principperne for Ny Nordisk Hverdagsmad. Og resultaterne efter 12 af de 26 testuger viser, at de 113 personer, der spiste Ny Nordisk Hverdagsmad, i gennemsnit tabte sig 3,1 kg, hvor de 68 personer, der spiste den gennemsnitlige danske mad i gennemsnit tabte sig 1,6 kg.
De endelige resultater forventes at blive offentliggjort i løbet af foråret 2012.