Med den såkaldte AMSK-metode sætter medarbejderne selv ord på arbejdsmiljøet, når arbejdspladsen skal vurderes. Metoden er med succes afprøvet blandt personale i ældreplejen.
Medarbejderne er eksperterne i deres egne arbejdsforhold. De kender problemerne, baggrunden for dem og ofte også løsningen på dem, skriver Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Nu er metoden blevet overført til danske forhold i et projekt under Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Metoden går ud på, at der nedsættes en gruppe medarbejdere på arbejdspladsen til at indkredse arbejdsmiljøproblemer og foreslå løsninger og følge op på implementeringen af dem. Det hele foregår efter en fastlagt struktur med faste møder, der ledes af en erfaren konsulent.
Projektet ’Udvikling af arbejdsmiljøsundhedskredse som et nyt værktøj til at gennemføre arbejdspladsvurderinger blandt plejepersonale i ældreplejen’ skulle afprøve den tyske AMSK-metode på danske arbejdspladser.
Som afslutning på projektet blev der skrevet en praktisk manual, som indeholder baggrunden for metoden og en detaljeret beskrivelse af de vigtigste faser i et AMSK-forløb. Den kan downloades gratis eller købes gennem Videncenter for Arbejdsmiljøs arbejdsmiljøbutik.
Læs også: Arbejdsevenen falder når arbejdet er fysisk hårdt og konflikt-fyldt