På nogle hospitalsafdelinger i Aarhus ville 16 procent af de indlagte patienter kunne have været i eget hjem, og 8 procent kunne have opholdt sig på Patienthotellet – især hvis patienterne allerede inden indlæggelsen var forberedt på en hurtig hjemsendelse med mulighed for at kontakte afdelingen direkte ved problemer. Det viser en undersøgelse, som Abdominalcentret ved Aarhus Universitetshospital har lavet, skriver hospitalet i en pressemeddelelse.
Patienternes gennemsnitlige liggetid på afdelingerne i Abdominalcentret er over de sidste tre år faldet med næsten én hel dag fra i gennemsnit knapt fem dage i 2008 til fire dage i 2011. Alligevel viste gennemgangen af 186 patienter, der var indlagt natten mellem 4. og 5. oktober 2011, at flere patienter kunne have været udskrevet endnu hurtigere.
»Patienterne er indlagt i overensstemmelse med behandlingsvejledningerne, som typisk tager udgangspunkt i de svageste patienter. Derfor har vi en del patienter indlagt, som ellers har overskud til at kunne komme hurtigere hjem eller på patienthotellet,« siger centerchef Lisbeth Kallestrup, der har stået i spidsen for undersøgelsen.
Læs også: Hver femte unge gør skade på sig selv