Et dansk forskningsprojekt skal undersøge, hvordan berigede fødevarer kan styrke patienters muskelmasse og hjælpe dem til hurtigere at blive raske, skriver ing.dk.
Det er forskere på Aarhus Universitet, der skal til at undersøge, hvordan man kan skræddersy patienters ernæring, sådan at den stimulerer muskelmassen og skaber bedre mulighed for, at patienterne hurtigt kan få det bedre.
»Når man er meget syg, mister man meget protein, og det mindsker kroppens muligheder for at komme sig, når der ikke er de nødvendige vævsopbyggende byggesten i form af aminosyrer til stede, fordi muskler og andre væv har afgivet store mængder protein,« siger Niels Møller, der er professor ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og leder af forskningsprojektet.
Derfor skal forskerne undersøge, hvordan berigede ernæringsprodukter kan virke på protein og muskelmasse ved kronisk og akut sygdom.
I projektet bliver fødevarer beriget med tre specifikke ketometabolitter, leucin, methylbutyrat og 3-hydroxybutyrat, der er naturlige næringsstoffer, som stimulerer muskelmassen og virker opbyggende på kroppen.