En russisk rumkapsel med 45 mus, 15 salamandere og en flok andre små dyr er tilbage på jorden efter en måneds mission i rummet.
Folkene bag opsendingen siger, at rumfartøjet søndag landede blidt ved hjælp af et særligt faldskærmssystem i Orenburg-regionen, der ligger omtrent 1200 kilometer sydøst for hovedstaden Moskva. Det skriver Ritzau ifølge politiken.dk.
Rumkapslen har ifølge russiske forskere indsamlet data, som de håber vil bane vejen for en bemandet flyvning til Mars. Institutlederen ved rumforskningscentret sagde i forbindelse med opsendelsen i april, at projektet var rettet mod at bestemme, hvordan kroppen tilpasser sig vægtløshed og kan overleve såkaldte ‘udvidede flyvninger’.
Undersøgelserne har således primært fokuseret på, hvordan vægtløshed påvirker skelet og nervesystem samt muskler og hjerte, skriver nyhedsbureauet AFP ifølge politiken.dk.
Ud over mus og salamandere transporterede kapslen også snegle og ørkenrotter samt diverse planter og mikroflora. Hvor mange af dyrene, der overlevede rumrejsen, er ikke oplyst.
Russerne håber, at de i 2030 vil påbegynde udarbejdelsen af en base på Månen, hvorfra rumfartøjer kan lette med sigte på Mars.
LÆS OGSÅ: Rusland begynder nyt måneprogram