En meningitis diagnose i barndommen kan få konsekvenser for resten af barnets liv, også selvom barnet overlever. Ny forskning tyder nemlig på, at meningitis-børn som voksne får et lavere uddannelsesniveau og får sværere ved at klare sig økonomisk, end hvis de ikke havde haft sygdommen. Det skriver Medical Press.
Det er kendt, at børn der overlever bakteriel meningitis, er i risiko for resten af deres liv at skulle leve med dårlig hørelse, epileptiske anfald, motoriske problemer, og et hoved som er langsommere til at opfatte, end det ville have været uden sygdommen. Indlæringsvanskeligheder er ligeledes en veldokumenteret konsekvens af sygdommen. Den nye viden drejer sig om, hvad det betyder for børnenes voksensliv.
»Det er ikke os bekendt, at der findes andre videnskabelige studier, hvor man har undersøgt, hvordan folk, som i deres barndom har fået diagnosen bakteriel meningitis, fungerer i deres voksenliv,« siger en af forskerne bag undersøgelsen ph.d. studerende og læge Casper Roed, som er ansat på Københavns Universitet.
Forskningsresultatet bygger på data fra knapt 3000 danske børn, som fik en af tre mulige meningitis diagnoser i perioden 1977 og 2007. Nemlig meningokokal, pneumokokal eller Haemophilus influenzae meningitis.
Tallene blev sammenlignet med data fra andre danske børn, som ikke havde haft meningitis. Og undersøgelsen viste, at der eksempelvis blandt børn med meninogokokal meningitis var 11 procent som gennemførte en ungdomsuddannelse som i den gennemsnitlige danske befolkning, og 7,9 procent færre havde i en alder af 35 år fået en videregående uddannelse.
Forskningsresultatet er udkommet i det videnskabelige tidsskrift JAMA.
Læs også: Ny vaccine mod meningitis på vej