Levende kræftceller fra et menneske befinder sig lige nu ude i rummet. Nærmere betegnet svæver de rundt i det kinesiske rumskib Shenzhou 8, der blev opsendt 31. oktober.
Cellernes rumrejse er en del af et forskningsprojekt, der ledes af Danmarks eneste professor i rum-medicin, den tyskfødte Daniela Grimm fra Aarhus Universitet.
Formålet med kræftcellernes rumrejse er at finde ud af, hvordan kræftceller opfører sig i vægtløshed.
Tidligere har Aarhus-professoren arbejdet med simuleret vægtløshed på jorden og bl.a. vist 30 pct. forøget celledød i prøver med skjoldbruskkirtelkræft.
Forskningsprojektet er blot ét ud af 17 biologiske og medicinske eksperimenter, der lige nu befinder sig ombord på Shenzhou 8.