Kolesterolsænkende medicin kan reducere dødsfald hos patienter, der er indlagt med influenza.
Sådan lyder konklusionen fra et amerikansk forskerteam ved Oregon Public Health Division, der netop har offentliggjort deres resultater i The Journal of Infectious Diseases.
Forskerne undersøgte hospitalsindlagte voksne i influenza-sæsonen 2007-2008 for at blive klogere på sammenhængen mellem kolesterolsænkende medicin, og influenza-relaterede dødsfald.
Ud af de 3.043 influenza-syge patienter fik en tredjedel kolesterolsænkende medicin forud for eller under indlæggelsen.
Og her bemærkede forskerne fra Oregon, at patienter, som ikke tog kolesterolsænkende medicin, havde en næsten fordoblet risiko for at dø af influenza i forhold til dem, som tog medicinen.