KORT NYT FRA UDLANDET:
Er du en af dem, som oplever mange krav på arbejdet kombineret med en lav grad af kontrol? Så har du 15 procent større risiko for at få type 2 diabetes. Det skriver Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø i en pressemeddelelse.
Tallet stammer fra et nyt studie, som bygger på data om næsten 125.000 voksne personer uden diabetes, fordelt på fem europæiske lande.
Ved undersøgelsens start brugte forskerne spørgeskemadata og fulgte senere op på tilfældene af type 2 diabetes ved hjælp af helbredsregistre, kliniske screeninger og oplysninger fra personerne selv.
Undersøgelsen viste, at 3.703 af personerne havde udviklet type 2 diabetes i løbet af de 10 år undersøgelsen varede. De personer, som oplevede kombinationen af høje krav og lav kontrol på arbejdsmarkedet, viste sig at have 15 procent højere risiko for at udvikle diabetes 2 sammenlignet med andre, uanset køn, alder og socioøkonomisk status.
Forskerne undersøgte også, om resultaterne var afhængige af forskellige livsstilsfaktorer. De fandt ud af, at uanset om man var overvægtig eller ej, var fysisk aktiv eller ej, var ryger eller ikke-ryger eller drak alkohol i større eller mindre mængder, så er risikoen for at få diabetes 2 stadig 11 procent højere, hvis man bliver stillet høje krav kombineret med lav kontrol.
Resultaterne er publiceret i det videnskabelige tidsskrift American Diabetes Association Journals.
Læs også:
Diabetes-diagnose fører til vægttab
Forskere: Diabetes-test fanger langt fra alle
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
cak