Dødeligheden af såkaldt ’iskæmisk hjertesygdom’ – forkalkning af kranspulsårerne – er på 15 år næsten halveret i Danmark.
Fra 1995 til 2009 faldt dødeligheden af hjerte-kar-sygdom med 46 pct., og det gør Danmark og danske hjertelæger førende i Norden, viser data fra OECD, den internationale organisation for økonomisk samarbejde og udvikling, skriver Dagens Medicin.
Faldet i hjerte-kar-dødelighed er tidsmæssigt sammenfaldende med, at middellevetiden i Danmark de senere år har gennemgået en usædvanlig stor stigning, som man ifølge Danmarks Statistik skal tilbage til midten af 1990’erne for at finde tilsvarende.