KORT NYT FRA DANMARK
Der bliver forsket meget lidt i spiseforstyrrelsen anoreksi, selvom en rapport fra Sundhedsstyrelsen i 2005 anslår, at 55.650 danske kvinder mellem 15 og 45 år lider af en spiseforstyrrelse. Herudaf har 3.150 anoreksi – størstedelen er unge.
Det vil ny dansk forskning gøre op med ved hjælp af en hjernescanner. Den skal afsløre perfektionistiske træk, som er et karaktertræk, der er tæt forbundet til sygdommen, skriver Hvidovre Hospital i en pressemeddelelse.
»Ved at kombinere traditionelle spørgeskemaer med særlige opgaver og hjernescanninger, kan vi undersøge, om perfektionistiske træk afspejler sig i hjernens aktivitet,« siger psykolog og ph.d.-studerende Tine Pedersen, der i samarbejde med MR Centret (Danish Research Centre for Magnetic Resonance) står bag forskningsprojektet.
Forskerne har indtil nu haft 150 unge igennem scanneren. De unge bliver stillet over for en række opgaver, mens de ligger i scanneren. Ved at måle hjerneaktiviteten kan det fastslås, med hvor stor perfektion testpersonen går til opgaven.
Det kan i sidste ende være med til at afsløre og forebygge anorektiske symptomer samt imødekomme eventuelle tilbagefald.
»Blandt børn og unge med anoreksi er der cirka 30 procent, som får tilbagefald, efter de har været i behandling. Hvis vi kan identificere dem, der er i størst risiko, kan vi målrette behandlingen og øge forebyggelsen mere effektivt,« siger Tine Pedersen i pressemeddelelsen.
Forskningsprojektet er endnu ikke færdigt, og der foreligger derfor ingen endegyldige resultater.
Læs også:
Mor og far skal blande sig i anoreksi
Stor variation i anorektikeres kropsbillede
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv