Siden 2008 har hjemmeværnet ydet støtte til forsvarets internationale opgaver, og den nyskabelse er medlemmerne positive overfor. Det gælder særligt de aktive medlemmer, dvs. dem der bruger over 24 timer pr. måned på hjemmeværnsarbejde. Her fortæller godt en tredjedel, at de vil gerne udsendes som støtte for de internationale missioner. Blandt de unge er tallet endnu højere: syv ud af ti aktive hjemmeværnsmedlemmer mellem 18 og 29 år ville sige ja til udsendelse.
Det viser en ny rapport fra SFI, der tegner et portræt af hjemmeværnets medlemmer. Rapporten er bestilt af hjemmeværnskommandoen og bygger på spørgeskemaer til 925 medlemmer, både aktive og i reserven.
Rapporten viser også, at der siden 2007 er kommet flere unge medlemmer i hjemmeværnet. Hvor kun 7 % af de aktive medlemmer i 2007 var mellem 18 og 29 år, er det tilsvarende tal i 2011 13 %. I samme periode er det samlede medlemstal dog faldet fra godt 51.000 til knap 48.000 personer.