For nyligt kunne man på Google Maps se billeder af mystiske strukturer og mønstre i Kinas Gobi-ørken. Siden hen har der været spekuleret i, at de mystiske strukturer er alt fra satellitter, gadekort over Washington og New York eller sågar beskeder til eller fra rumvæsner.
Nu viser det sig, at det højst sandsynligt er mål, der bruges til at kalibrere Kinas spionsatellitter. I hvert tilfælde hvis man spørger Jonathan Hill fra Arizona State University, der arbejder med billedanalyse af overfladen på Mars.
Ifølge Jonathan Hill bruges de mystiske linjer til at orientere spionsatellitter i rummet. Spionsatellitterne fokuserer på linjerne, og på den måde ved operatørerne præcis, hvor satellitterne befinder sig.
Tilsvarende kalibreringslinjer skulle efter sigende også findes flere steder i USA.