KORT NYT FRA DANMARK:
I et halvt århundrede har halvledermaterialet silicium været superstjernen inden for elektronik, men der er grænser for, hvor kompakte silicium-baserede kredsløb kan blive.
Derfor leder forskerne med lys og lygte efter materialer, der kan afløse silicium, og nu melder Danmarks Tekniske Universitet (DTU) om et gennembrud inden for keramisk elektronik.
Ifølge en pressemeddelelse fra DTU Energi er det lykkedes et internationalt forskerhold med DTU-forskere i spidsen at få grænsefladen mellem to keramiske materialer til at blive elektrisk ledende som et metal.
Keramiske materialer er ellers elektrisk isolerende, men når et tyndt lag lanthanaluminat placeres oven på et lag strontiumtitanat, frigives der elektroner imellem lagene. Der dannes en form for todimensional gas af elektroner, og så kan elektrisk strøm bevæge sig frit.
Hidtil har problemet med den slags keramisk elektronik været, at elektronerne er blevet bremset undervejs, men nu har DTU-forskerne fundet ud af, hvordan de kan få fuld fart på dem.
I første omgang kan opdagelsen bruges til at studere fysiske fænomener, der opstår i det særlige grænselag, men på lidt længere sigt kan keramiske komponenter måske føre til mere effektiv elektronik, herunder solceller og computerchips.
Forskerholdets resultat præsenteres i det videnskabelige tidsskrift Nature Materials.
Læs også:
Syv egenskaber gør grafen til mirakelmateriale
Nye materialer vil forandre verden
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
hb































