KORT NYT FRA UDLANDET:
Den russiske rumfartsorganisation Roskosmos har opgivet at genvinde kontrollen over forsyningsfartøjet Progress M-27M / 59P, som de mistede kontakten til kort efter opsendelsen tirsdag morgen.
Det er endnu uvist, hvad de tekniske problemer skyldes, men sikkert er det, at det er umuligt at redde rumskibet, der nu igen nærmer sig Jorden og forventes at gennemtrænge atmosfæren omkring den 9. maj, skriver ESA i et blogindlæg.
Progress bærer på tre ton forsyninger, som astronauterne ombord på Den Internationale Rumstation (ISS) skulle have modtaget. De har dog rigeligt med reserver og kan klare sig flere måneder uden nye forsyninger, og der er heller ingen risiko for, at Progress støder ind i ISS.
Til gengæld er det muligt, at noget af rumskibet rammer Jorden.
»Progress har en masse på omkring 7 ton, så vi forventer, at det meste af rumskibet brænder op i atmosfæren. Vi kan dog ikke udelukke risikoen for, at en del af strukturen – eksempelvis den tunge sammenkoblings-mekanisme, tanke eller raketmotorer – kan overleve turen og nå jordoverfladen,« skriver Holger Krag, der leder den afdeling hos ESA, der håndterer vragrester fra rumfartøj.
Det er stadig for tidligt at forudsige, hvor på kloden Progress risikerer at ramme. Holger Krag understreger dog, at der er størst sandsynlighed for, at rumfartøjets rester lander i vand, ørken eller ubeboede områder, og at risikoen for at nogen bliver ramt er ekstremt lille.
Trods seks årtier med rumfart er ingen personer nogensinde blevet ramt af vragrester fra rummet, skriver ESA beroligende.
Progress’ tumultariske færd kan følges live på N2YO.com.
Et kamera ombord på Progress afslører, hvordan rumskibet væltede rundt kort efter opsendelsen. Se optagelserne fra Progress i videoen herunder:
Læs også:
Rumskib på afveje: ISS må undvære forsyninger
Gamle satellitter vil regne ned de næste par år
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
js