Den danske efterretningstjeneste PET hemmeligholder et arkiv, som rummer navne på de personer, der var Stasis agenter i Danmark, samt informationer om hvilke personer, den østtyske efterretningstjeneste interesserede sig for i Norden.
Efter en nyligt afsluttet konference i Gotland kræver forskere fra både Danmark, Norge, Finland og Sverige, at materialet overdrages til det centrale Stasi-arkiv i Tyskland, hvor både forskere og offentlighed har bredere adgang til dokumenterne. Det skriver information.dk.
»Vi siger nu til de nordiske regeringer, at det er på tide, at de handler og giver materialet til Tyskland. Juridisk er oplysningerne næppe interessante længere, men det er til gengæld et meget interessant historisk materiale, som offentligheden bør have indsigt i,« siger koldkrigsforsker fra Syddansk Universitet Thomas Wegener Friis.
Sammen med en række andre forskere på et seminar i Gotland har han netop vedtaget et samlet opråb til de nordiske regeringer om at udlevere de såkaldte Rosenholz-arkiver til Tyskland.