Det er nu lykkedes for immun-forskere på Københavns Universitet at gribe ind og justere på overfladen af immunsystemets hvide blodlegemer ved at påvirke disse celler helt ned på det molekylære plan, skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Forskerne har endda formået at manipulere med det biokemiske signalsystem, som var det bygget op af legoklodser – resultaterne kan på sigt bruges til at udvikle bedre og mere målrettet medicin.
»Det drejer sig om at skrue op og ned for immunsystemets signaler og reaktioner. Så får vi som farmakologer nogle nye værktøjer til at designe lægemidler med,« fortæller professor i Farmakologi Mette Rosenkilde fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Hun har sammen med ph.d.-studerende Stefanie Thiele og kolleger netop publiceret resultater fra overfladen af de hvide blodlegemer, som kan bane vejen for at finjustere immunsystemets virkemåde.