Dansk forskningsprojekt har fundet en øvelse, der kan nedsætte antallet af fibersprængninger hos fodboldspillere, skriver Politiken.
Og det er stort, mener overlæge Per Hölmich, der er leder af Artoskopisk Center Amager og arbejder med idrætsskader.
Forsøget er en del af læge Jesper Petersens ph.d.-projekt. Det involverede cirka 1.000 danske fodboldspillere. Halvdelen fortsatte deres træning som normalt, mens resten begyndte at træne deres hasemuskler (musklerne i baglåret) allerede ti uger inden sæsonstart.
Spillernes skader blev i løbet af sæsonen undersøgt og registreret. Konklusionen var, at risikoen for at få en fibersprængning i hasemusklerne var tre gange mindre, hvis man lavede øvelsen. Havde en spiller haft en skade i den foregående sæson, var risikoen syv gange mindre.
Virkningen kom af især én øvelse: Mens en anden holder underbenene mod jorden, sidder man på knæ med strakt hofte og læner sig langsomt frem så langt, man kan. Så lader man sig falde ned og kravler op igen og laver den forfra.