KORT NYT FRA UDLANDET:
Det er lykkedes for amerikanske biologer at beskrive en ny art af en uddød plante. Deres opdagelse er baseret på to fossile blomster, som har ligget beskyttet i ravklumper i mindst 15 millioner år. Det skriver bbc.com.
I et nyt studie publiceret i tidsskriftet Nature Plants har biologerne navngivet den nyopdagede, men uddøde, planteart Strychnos electri.
Plantearten tilhører slægten, hvis tropiske buske, træer og vinstokke er berømte for at producere den dødbringende gift stryknin. Strychnos electri er opkaldt efter det græske ord for rav, som er ‘elektron’.
»Arterne, som tilhører slægten Struchnos, er allesammen giftige på den ene eller anden måde,« siger professor ved Oregon State University George Poiner ifølge bbc.com.
Det var professor Poiner, som i 1986 indsamlede de to fossile blomster i ravklumperne. Blomsterne var bemærkelsesværdigt velbevarede i modsætning til de fleste plantefossiler i rav, der som oftest blot er brudstykker.
I 2015 sendte professor Poiner højtopløselige billeder af plantefossilerne til professor ved Rutgers University Lena Struwe.
Professor Struwe sammenlignede fossilernes fysiske struktur med alle 200 kendte arter af Strychnos-familien.
Strychnos-familiens planter er også en del af asterid-familien, som omfatter flere end 80.000 blomstrende planter. Heriblandt populære madvarer som kartofter, mynte, solsikker og kaffebønner.
Den nye opdagelse er derfor en afgørende tilføjelse til optegnelsen af fossiler i denne plantefamilie, som stadig er meget svær for forskere at forstå.
Blomsterfossilerne i ravklumperne er usædvanligt velbevarede. Foto: George Poiner / bbc.com
Læs også:
Ravfund: 100 millioner år gammel blomst fanget i sexscene
32.000 år gammel plante blomstrer igen
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lsd