KORT NYT FRA UDLANDET:
Da spanske opdagelsesrejsende bragte dyrkede tomater til Europa for 500 år siden, var frugterne allerede gigantiske sammenlignet med vilde tomater, som var på størrelse med oliven.
I et nyt studie har forskere forsøgt at forstå den genetiske baggrund for tomaternes forskellige størrelse – og dermed har de opdaget en måde at gøre frugter større, skriver Sciencemag.org.
Ifølge Sciencemag.org afhænger frugters størrelse af, hvad der sker i den øverste del af stænglen – den voksende spids, som kaldes meristem.
Her sidder der stamceller, som deler sig og bliver til specialiserede celler i forskellige plantedele. Forskerne har identificeret to gener, som er involveret i denne proces: Det ene gen stimulerer produktionen af stamceller, mens det andet gen – kaldet CLAVATA3 – holder produktionen i skak.
Forskerne opdagede, at store tomater – ’bøftomater’ – har mangel på CLAVATA3. Eftersom de fleste planter er indrettet på samme vis som tomaterne, mener forskerne ifølge Sciencemag.org, at planteavlere vil kunne bruge den nye viden til at forstørre og forbedre forskellige afgrøder.
Den nye undersøgelse er publiceret i Nature Genetics.
Læs også:
Hvad er forskellen på frugt og grøntsager?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb