KORT NYT FRA UDLANDET:
Den amerikanske efterretningstjeneste NSA kan få mange flere informationer om folks privatliv ud fra data fra telefoner, end hvad de amerikanske myndigheder hidtil har hævdet.
Det har to amerikanske datalogistuderende vist med deres forskning, skriver Phys.org.
Deres undersøgelser viser ifølge Phys.org, hvordan den såkaldte ’meta-data’-overvågning kan bruges til at identificere informationer om folk, som laver opkald, herunder oplysninger om personers økonomiske, sundhedsmæssige og retslige forhold.
De to datalogistuderende fra Stanford University har ifølge Phys.org ikke lavet ulovlig snagen i folks liv, men de har været i stand til at opsnappe informationer om 546 frivilliges privatliv udelukkende på baggrund af metadata.
Ifølge Phys.org har de brugt oplysninger om telefonnummeret på personer, som foretager og modtager opkald, serienummeret på mobiletelefonen, tidspunktet og varigheden af opkald og muligvis placeringen af hver person, da opkaldet fandt sted.
Det var muligt for forskerne at fastslå, at 57 procent af de frivillige havde foretaget mindst et medicinsk opkald. Fyrre procent havde foretaget et opkald relateret til finansielle tjenesteydelser.
De frivillige lavede opkald til 33.688 unikke numre, og heraf kunne forskerne ifølge Phys.org isolere 18 procent til en bestemt identitet.
Læs også:
Ny app skal sikre smartphones mod aflytning
Du er det svageste led i it-sikkerhed
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb