KORT NYT FRA UDLANDET:
200.000 mennesker har meldt sig frivilligt til projektet Mars One, der går ud på at rejse til Mars og bygge en rumkoloni i 2025. Planen er, at de 25-40 astronauter, som bliver valgt til missionen, skal leve af planter, der dyrkes indendørs. Nyt studie fra Massachusetts Institute of Technology (MIT) sætter spørgsmålstegn ved om planen holder, og om de fremtidige kolonister overhovedet kan overleve på den røde planet. Det skriver popsci.com.
Studiet er lavet af ph.d.-studerende ved MIT, og det gik blandt andet ud på at simulere turen til Mars ved hjælp af offentligt tilgængelige data. Ifølge de MIT-studerendes simulation er der alvorlige problemer ved Mars Ones plan om at dyrke føde indendørs. Planterne vil nemlig udlede oxygen, hvilket kan føre til eksplosioner. Derudover skal man være i stand til at lukke oxygen ud samtidig med, at man holder på nitrogen for at fastholde lufttrykket, når man dyrker planter i et lukket miljø. Problemet er, at den teknologi, der er i stand til sådan en øvelse, kun er testet på jorden. Hvis teknologien ikke virker på Mars vil astronauterne selvsagt dø af sult.
Den hollandske ingeniør bag Mars One-projektet, Bas Lansdorp, medgiver, at planen ikke er fejlfri.
»Vi mener ikke, vi har designet den bedste løsning. Men det er en god løsning,« siger Bas Lansdorp.
Læs mere:
Religion og koloniseringen af Mars
489 danskere vil flytte til Mars
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aa


































