Luftforurening gør folk syge, og sygdomme koster samfundet penge. Hvad kan det danske samfund spare i helbredsomkostninger, som skyldes luftforurening ved at gå over til en grønnere energiforsyning uden fossile brændsler? Det har det tværfaglige forskningscenter, CEEH, under ledelse af Niels Bohr Institutet lavet en videnskabelig beregning på. Det skriver Instituttet i en pressemeddelelse.
Rapporten viser, at for et fossilfrit Danmark vil der være en markant besparelse for samfundet på omkring 2-3 millarder kroner årligt frem til 2030.
»Vi har skabt et modelsystem, som vurderer helbredseffekterne ud fra Klimakommissionens fremtidsforløb, og de beregninger viser, at samfundet frem til 2030 vil spare 2-3 mia kr. årligt alene på sundhedsomkostninger. Dermed er udgifterne ved et gradvist skift til renere energi markant mindre end Klimakommissionens egne beregninger viser,« fortæller Eigil Kaas, der er klimaprofessor på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet. Han leder det strategiske forskningscenter i Energi, Miljø og Helbred, CEEH.