KORT NYT FRA UDLANDET:
Populærkulturen giver måske indtryk af, at vi lever i en tidsalder, hvor vi nærmer os seksuel ligestilling, men ny forskning viser, at når det kommer til oralsex, så har vi stadig et stykke vej. Det skriver University of the Pacific.
I et nyt engelsk-amerikansk studie udført i England har forskere interviewet 71 unge mænd og kvinder i alderen 16-18 år og fulgt op et år senere.
Her beskrev størstedelen, både mænd og kvinder, at det var ‘en større ting’ for mænd at give oralsex, end det var for kvinder.
De beskrev også oralsex for mænd som mere ubehageligt, og at det var lettere at modtage oralsex for mænd end kvinder.
»Der er meget forskning om vaginalt samleje, men vi ved meget mindre om unge menneskers forventninger og erfaringer med andre former for samleje. Det her var et udforskende studie, der skulle give os en idé om, hvordan unge mennesker taler om oralsex,« siger Ruth Lewis, der er sociolog ved University of the Pacific i Californien, USA, som har stået bag studiet, i en pressemeddelelse.
Interviewene afslørede også, at mændenes sprog om kvindernes kønsdele ofte var nedladende, samt at kvinder ofte havde splittede følelser omkring at modtage oralsex, fordi de var bevidste om netop dette.
Ifølge Ruth Lewis viser studiets resultater, at der er brug for større fokus på dynamikker mellem kønnene i seksualundervisningen.
»Seksualundervisning bør ikke kun handle om graviditet og kønssygdomme. Det er tydeligt, at vi også er nødt til opmuntre unge mennesker til at tænke kritisk omkring, hvordan mænd og kvinders kroppe bliver omtalt i samfundet, nuancerne ved samtykke og tvang, samt hvordan ligestilling kan finde sted i praksis,« siger hun.
Studiet er netop udkommet i tidsskriftet the Journal of Sex Research.
Læs også:
Kvinder giver oralsex for at knytte bånd til deres mænd
Sex-brevkasser har forældede køns-billeder
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams