Patienter med svære depressioner har en større chance for at blive raske, hvis de ikke blot modtager antidepressiv medicin men også gentagende elektrochok-behandlinger, skriver Forskning.no. Det viser et nyt studie fra Ørebro Universitet. Undersøgelsen er baseret på oplysninger fra otte forskellige sygehuse tilbage til 2008, hvor patienter har fået elektrochok-behandling.
»Vores forskning viser, at serier af ECT-behandling (elektrochok, red.) har en overraskende god effekt. Resultatet var, at gennemsnitligt 80 procent af deltagerne i undersøgelsen oplevede, at behandlingen virkede godt og de fik det bedre,« siger psykiater Axel Nordenskjøld, som står bag studiet. Psykiateren fortsætter:
»Det gjaldt specielt patienter med alvorlig depression. Tilmed viste det sig, at serier af ECT-behandling også forhindrede tilbagefald hos patienterne.«
Enkle elektrochok-behandlinger havde også umiddelbart en positiv effekt. Men uden gentagende behandlinger var risikoen for tilbagefald meget stor.
61 procent af patienterne fik tilbagefald efter kun en elektrochok-behandling, mens det kun gjaldt 32 procent af de patienter, som fik gentagende behandlinger.
Læs også: Op mod 30.000 danskere tager antidepressiv medicin, de ikke har brug for