Han er internationalt anerkendt i den videnskabelige verden, hvor han har introduceret nye videnskabelige begreber som ’Dirt DNA’ og ’Ice Core Genetics’. Og han er velkendt i de danske medier, hvor hans historier om Sitting Bulls DNA, aboriginske hårtotter og fossil afføring har fundet vej til utallige medier.
Selvom 40-årige professor Eske Willerslev er en veteran inden for såvel DNA-forskning som formidling af den, så falder han stadig ind under kategorien talent. Derfor har han netop modtaget Lundbeckfondens pris for Yngre Forskere på 40 år eller under. Det skriver Lundbeckfonden i en pressemeddelelse.
Med mere en 100 peer reviewed publikationer – heriblandt 14 i Nature og Science og mere end 2300 citationer, er han blandt de 1% mest citerede forskere indenfor sit forskningsfelt.
Derudover har Niels Bohrs oldebarn ph.d. Emil Bjerrum-Bohr modtaget 10 millioner kroner i en bevilling fra Lundbeckfonden til at opbygge og lede sin helt egen forskningsgruppe på Københavns Universitet. Målet er blandt andet at forklare tyngdekraften som en kvanteteori.