Det er almindeligt blandt danske muslimer at indgå såkaldt muslimske ægteskaber eller ”nikah”. For mange muslimer i Danmark er det forudsætningen for at indlede et intimt forhold, at parret indgår et nikah-forhold. Men forholdet mellem en nikah og en vielse efter dansk ret er vidt forskelligt i forskellige miljøer, etniske grupper og sociale lag, skriver SFI i en pressemeddelelse.
Det viser en ny rapport fra SFI, bestilt af Integrationsministeriet. Undersøgelsen bygger på 248 kvalitative interviews med etniske minoriteter, fagfolk og imamer.
Kvinder kan være svagere stillet
Undersøgelsen viser også, at nogle kvinder kan have vanskeligt ved at opløse deres nikah-forhold. Traditionelt har en mand lettere adgang til at opløse et nikah-forhold end en kvinde, og i nogle tilfælde bliver kvinden mødt med økonomiske krav eller krav om mægling hos en imam, før hun kan komme ud af forholdet.
En anden væsentlig faktor er lovgivningen i oprindelseslandene. En dansk skilsmisse anerkendes ikke nødvendigvis juridisk i for eksempel Iran. Det kan betyde, at et par også skal kunne dokumentere opløsningen af nikah-forholdet for at undgå problemer ved rejser hertil.