Ny dansk forskning viser, at en bestemt gruppe af udlændinge, som emigrerer til Danmark, er særlig værdifulde for den danske økonomi, skriver b.dk
Denne type indvandrere betaler en høj skat, de går mindre til læge, er mindre kriminelle og de sender ikke deres børn i daginstitutioner så meget som den almindelige dansker. Til sammenligning er den gennemsnitlige dansker en underskudsforretning, mens den højtuddannede giver et mindre overskud.
Sådan lyder konklusionen fra et helt nyt forskningsprojekt fra Copenhagen Business School (CBS), der blandt andre har professor og tidligere overvismand Jan Rose Saksen som ophavsmand. Han pointerer, at fordelene ved højtuddannet indvandring til Danmark nu er svær at sætte spørgsmålstegn ved.
»Vi får voldsomt brug for en finansiering af vores velfærd i fremtiden. Enten skal vi spare, øge skatterne eller sørge for, at flere bidrager, og her har det ofte været diskuteret, hvorvidt indvandring kan bidrage. Det kan nu konstateres,« fortæller Jan Rose Saksen.
Han er også overrasket over, hvor meget det drejer sig om: den højtuddannede indvandrer bor gennemsnitligt i Danmark i otte år og bidrager med i alt 1,9 millioner kroner.
Som sådan ser Jan Rose Saksen de højtuddannede indvandrere som superindvandrere, fordi de kommer til Danmark og bidrager med en masse skat, men de forlader landet igen inden pensionsalderen.