Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Ændring i rejseplanen: Andreas Mogensen ankommer først til ISS 4. september

Annonce:

Egentlig var det planen, at det kun skulle have taget seks timer for den danske astronaut, Andreas Mogensen, at rejse op til Den Internationale Rumstation.

Men nu er ruten blevet ændret, så turen kommer til at vare to dage, oplyser Andreas Mogensen på sin Twitter-profil.

»Det ser ud til, at vi kommer til at flyve via den gamle todages flyveplan i stedet for den nye sekstimers. ISS' kredsløb er for højt,« skriver Andreas Mogensen.

Han skriver videre, at opsendelsen som oprindeligt planlagt finder sted 2. september klokken 6.34 om morgenen dansk tid.

Han ankommer formentlig til ISS 4. september omkring klokken 9.40 om morgenen dansk tid, men tidspunktet er stadig ikke bekræftet.

Langvarig omvej er den traditionelle rute

Todages-ruten er den traditionelle måde at rejse til ISS på med det russiske Soyuz-rumskib, og den kræver, at rumskibet flyver 34 gange rundt om Jorden, før det har indhentet rumstationen.

Hurtigruten på seks timer blev for første gang taget i brug af astronauter i 2013, og den kræver blot fire ture rundt om Jorden for at nå frem. Men rumstationens kredsløb er altså højere end oprindeligt beregnet, og derfor er det ikke muligt at nå derop via den hurtige rute.

Annonce:

Ændringen skyldes, at rumstationens bane blev løftet 26. juli for at undgå at kollidere med rumskrot.

Hjemrejsedatoen er fortsat 12. september, så Andreas Mogensen får blot 8 dage i stedet for 10 dage ombord på ISS, hvor han skal nå at udføre et usædvanligt stort antal videnskabelige opgaver og eksperimenter.

Læs også:

Følg opsendelsen af Danmarks første astronaut på Videnskab.dk

Interaktivt: Få overblik over Andreas Mogensens rumrejse