Temperaturen stiger, og solen titter frem fra sit vinterhi – det er blevet forår! En årstid, der af mange forbindes med 'blomsterne og bierne', hvor summende bier flyver fra blomst til blomst.
Men har du nogensinde hørt udtrykkene 'blomsterne og girafferne' eller 'blomsterne og krebsdyrene'?
Bestøvning er nøglen til blomsternes kønsliv. Pollen skal overføres fra en blomsts hanlige del til den hunlige del, enten i den samme blomst eller i en helt anden.
Her kan der så ske en befrugtning af et frøanlæg, og planten kan reproducere sig gennem de frø, der modnes og spredes ud i miljøet.
Bestøvere er vigtige hjælpere i denne proces, og som regel tager de sig betalt for det.
De får en belønning, som typisk er i form af næring, når de spiser blomstens pollen eller drikker den sukkerholdige nektar.
Samlivet mellem blomster og deres bestøvere er ældre end blomsterne selv. Allerede før blomsterplanter opstod for omkring 170 millioner år siden, fandtes der bestøvere, der dengang bragte pollen rundt mellem koglepalmer og andre primitive planter tætbeslægtede med nutidens nåletræer.
Men udviklingen af blomsterplanterne gav anledning til en rigdom af specialiseringer i samlivet mellem planter og deres bestøvere.
I denne artikel kan du møde nogle af de dyr, som, du måske ikke lige var forberedt på, ville springe ud som plantebestøvere.
Det er nemlig ikke kun bier og andre velkendte insekter der bestøver planter.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Verdens højeste dyr er en overraskende bestøver
En længe overset bestøver bærer også titlen som verdens højeste nulevende dyr: Giraffen.
Med sin lange hals kan giraffen nemt få fat på blomster højt oppe i akacietræerne. Akacieblomsterne udgør en stor del af giraffens kost i tørsæsonen, og studier har vist, at giraffen ikke bare skader træet ved at spise blomsterne, men også gavner det, når pollen afsættes i dens pels.
Giraffer kan tilbagelægge betydelige afstande, op mod 20 kilometer om dagen, og kan derfor effektivt sprede træernes pollen. Dette kan til nogen grad overskygge den negative effekt, når girafferne spiser blomsterne.
Evnen til at bevæge sig langt over kort tid, mens pollen stadig er levende, er netop en af de egenskaber, der gør større dyr til vigtige bestøvere.
En akrobatisk nektardrikker
På øen Madagaskar, der ligger ud for Afrikas østkyst, findes andre store pattedyr, der fungerer som bestøvere, nemlig en gruppe af halvaber kaldet lemurer.

Ud over den karakteristiske kattalemur med den stribede hale, mest kendt som den dansende kong Julien i animationsfilmen Madagaskar, findes der omkring 40 andre arter af lemurer på øen.
Nogle af dem er bestøvere af blomsterplanter.
'Rejsendes træ' er en slægtning til bananen og vokser kun på Madagaskar. Den palmelignende plante er specielt tilpasset store, klatrende bestøvere, da blomsterstanden er stor, sidder tæt ved stammen, og er pakket ind i hårde dækblade.
Det er næsten kun lemurer, med deres fantastiske klatreevne og stærke og behændige fingre, der kan få blomsterne åbnet uden at ødelægge dem. Her kan de få fat i den søde nektar, samtidig med at deres pels bliver smurt ind i pollen fra blomsterne.
Når lemurerne kravler videre til næste 'Rejsendes træ' i deres søgen efter nektar, tager de store mængder pollen med sig og sørger dermed for bestøvningen.
Den ukendte specialist
På Madagaskar findes også et historisk plante-bestøver-forhold, hvor begge parter er ekstremt tilpasset hinanden.

Der er tale om en orkide, der har sin nektar gemt i et ekstremt langt kronrør. Det eneste dyr der kan nå denne nektar, og samtidig bestøve orkideen, er en aftensværmer med en tilsvarende lang tunge.
Det unikke ved historien er, at aftensværmeren blev beskrevet af Charles Darwin, fader til evolutionsteorien, inden nogen havde set den i virkeligheden.
Først efter Darwins død blev et eksemplar af aftensværmeren fundet, og Darwins forudsigelse blev bekræftet.
\ Læs mere
På øer er bestøvere anderledes
Det er ikke kun på øen Madagaskar, at man møder uventede og forunderlige bestøvere. Det gør man også på mange andre især tropiske øer.
Det er for eksempel et udbredt fænomen, at firben og gekkoer på øer klatrer op på planter for at drikke blomsternes nektar.
I deres søgen efter nektar bestøver de blomsterne. Dette ses kun yderst sjældent på fastlandet.
Men hvorfor ser man især firben drikke nektar på netop øer?
En slikbutik af nektar
En teori er, at der er færre bier og andre insekter til at bestøve planter på øerne. Det er som en slikbutik af sød nektar, der ikke i samme grad bliver tømt af insekter, og dette udnytter firbenene.
Fugle kan også opføre sig anderledes på øer. I Danmark er blåmejsen og gransangeren kendt for at leve af insekter, men på de Kanariske Øer drikker fuglene også nektar.
Og når nordamerikanske insektædende småfugle flyver sydpå til det tropiske Caribien, supplerer mange af dem kosten ved at sippe nektar fra blomster.

Minifugle drikker samme nektar som insekter
Selv almindeligt kendte nektardrikkende fugle opfører sig ikke helt efter bogen, når de befinder sig på øer.
De vævre og lynhurtige kolibrier er udbredt i det meste af det kontinentale Nord-, Mellem og Sydamerika samt på De Caribiske Øer.
På øerne har de udvidet deres fødeniche og søger nektar i et bredere udvalg af blomster end på fastlandet – ofte i de samme blomster som insekterne.
En af dem er verdens mindste fugl, bikolibrien, der lever på Cuba. Den vejer kun ca. 2 gram og er ikke mere end 5-6 cm lang, altså ikke meget større end en velvoksen bi.
Mikroskopiske krebsdyr er havets bier
Indtil for nylig troede man, at pollen fra havets blomsterplanter, havgræsserne, blev transporteret omkring udelukkende via vandstrømme.
Men for få år siden fandt forskere ud af, at mikroskopiske krebsdyr og børsteorme æder pollen og hjælper til med at transportere pollen mellem blomsterne af en tropisk art havgræs.
Nu prøver forskerne at finde andre arter af havgræsser, der bestøves af dyr, men det er ikke kun mikroskopiske krebsdyr og orme, de har i kikkerten.
Faktisk er der forskere, der tror, at fisk også bestøver nogle af havets blomsterplanter, men dette er endnu ikke observeret i naturen.
Håndbestøvning kan blive fremtidens bestøver
En stor diversitet af bestøvere er ikke kun vigtig for mange af verdens vilde blomsterplanter, men gavner også mennesker, især befolkninger i troperne.
Johannesbrød, der egentlig er en bønne, og den ildelugtende durianfrugt er begge tropiske afgrøder, der drager stor fordel af bestøvning fra nektardrikkende flagermus.

Men da flere arter af flagermus er kritisk truede, må enkelte økonomisk vigtige afgrøder, som for eksempel durianfrugten i Asien, nu håndbestøves.
Håndbestøvning er tidskrævende, besværligt og ikke mindst dyrt, men kan blive en realitet for mange afgrøder, også dem der bestøves af insekter.
Det er derfor vigtigt, at vi passer på både bier, flagermus, firben, giraffer, krebsdyr og alle de andre forunderlige bestøvere, der spiller en vigtig rolle for blomstrende planter overalt på jorden.
\ Kilder
- Bo Dalsgaards profil (KU)
- Katrine Hansens profil (LinkedIn)
- 'Pollinator Diversity: Distribution, Ecological Function, and Conservation'. Annual Review of Ecology, Evolution, and Systematics (2017). DOI: 10.1146/annurev-ecolsys-110316-022919
- 'Darwin's Madagascan Hawk Moth Prediction'. American Entomologist (1991). DOI: 10.1093/ae/37.4.206
- 'Pollination of Ravenala madagascariensis (Strelitziaceae) by lemurs in Madagascar: evidence for an archaic coevolutionary system?'. American Journal of Botany (1994). DOI: 10.1002/j.1537-2197.1994.tb15483.x
- 'Giraffe feeding on Acacia flowers: predation or pollination?'. African Journal of Ecology (1990). DOI: 10.1111/j.1365-2028.1990.tb01137.x
- 'Lizards as pollinators and seed dispersers: an island phenomenon'. Trends in Ecology & Evolution (2003). DOI: 10.1016/S0169-5347(03)00004-1
- 'Bird–flower interactions in the Macaronesian islands'. Journal of Biogeography (2004). DOI: 10.1111/j.1365-2699.2004.01116.x
- 'Speciose opportunistic nectar-feeding avifauna in Cuba and its association to hummingbird island biogeography'. Journal of Ornithology (2016). DOI: 10.1007/s10336-016-1326-6
- 'The pollination ecology of two species of Parkia (Mimosaceae) in southern Thailand'. Journal of Tropical Ecology (2008). DOI: 10.1017/S0266467408005191
- 'The pollination ecology of durian (Durio zibethinus, Bombacaceae) in southern Thailand'. Journal of Tropical Ecology (2009). DOI: 10.1017/S0266467408005531
- 'Pollination by the locally endangered island flying fox (Pteropus hypomelanus) enhances fruit production of the economically important durian (Durio zibethinus)'. Ecology and Evolution (2017). DOI: 10.1002/ece3.3213

































