Det er en verdensstjerne, der besøger Københavns Universitet denne tirsdag formiddag. Prorektor Lykke Friis er engageret. Med hård staccato-stemmeføring - akkompagneret af kantede armbevægelser - byder hun Professor Mohan Munasinghe velkommen til Københavns Universitets festsal.
Srilankaneren Mohan Munasinghe er næstformand for FN's klimapanel, IPCC, som i 2007 vandt Nobels Fredspris for at sætte fokus på de globale klimaforandringer. Nu er han i København for at holde foredrag om hovedpointerne i hans nye bog 'At gøre udvikling mere bæredygtig'. Arrangementet er en af flere klimaforelæsninger arrangeret af Københavns Universitet som en optakt til klimatopmødet i København til næste år.
Munasinghes bog er en samling af hans tanker om bæredygtighed fra de sidste tyve år. Den drejer sig om, hvordan vi på verdensplan får økonomisk udvikling til at gå hånd i hånd med social udvikling og fremskridt for miljøet.
Miljøet og det sociale er vigtigt
Med en rund og venlig stemme taler Mohan Munasinghe fra den stedvis forgyldte talerstol i mørkt træ. På hver side af talerstolen er store skærme sat op, og her ruller hans medbragte Power Point-præsentation. Grafer for klimafremskrivninger bliver afløst af ord som 'global' og 'development'. Skærmene står i kontrast til rummets ornamenterede træpaneler og malerier fra slutningen af 1800-tallet med rids af fædrelandets historie.
Hans hovedbudskab fra talerstolen er, at menneskeheden skal indse, at sociale og miljømæssige forhold er lige så vigtige som økonomiske. Og at de tre ting hænger sammen.
Den tanke gør blandt andet op med nogle af den danske klimaskeptiker Bjørn Lomborgs ideer. Lomborg mener, at de rige lande skal prioritere, om deres udviklingsbistand til de fattige lande skal gå til sociale eller til miljøfremmende projekter. Men Mohan Munasinghe mener, at der findes løsninger, som på samme tid gavner miljøet og de sociale forhold i ulandene. Og det er ved at vælge dem, vi får en bæredygtig udvikling.
Endelig mener han, at det er nu der skal handles. Det går ikke, at vi ikke gør noget, blot fordi vi ikke præcis ved, hvor miljøudviklingen ender. I øjeblikket ved vi, at det står slemt til, og vi ved hvad der gavner miljøet og modarbejder den globale opvarmning, som for eksempel at sætte vindmøller op og bruge alternativer til de farlige sprøjtegifte, der kan ende i grundvandet.
»Vejen mod bæredygtig udvikling er som et bjerg med skyer, som skærmer for hvor toppen ender. Der findes filosoffer, som bliver skræmte, fordi de ikke kan se toppen. De forsøger at regne ud hvor den er, og så sker der ikke mere end det. Men så er der aktivisterne. Jeg er på deres side. Jeg siger, at hvis vi hele tiden bevæger os op ad bjerget, ser vi toppen på et tidspunkt. Et lille aktivistisk skridt op ad bjerget kunne være at skifte til en miljøvenlig pære,« siger Mohan Munasinghe.
En blandet skare De omkring 500 grønne stole er alle reserverede. På en af de forreste rækker sidder Jonna Vejrup Carlsen. Hun er 71 år, og bruger sin pensionisttilværelse på at fortælle verden om det truende problem med overbefolkning. Hun er i festsalen for at dele en bog om emnet ud til eventuelle interesserede.
Ellers er de fleste tilstedeværende studerende. En af dem er Maja Dittmann. Hun er tyve år og lige begyndt på studiet til landskabsarkitekt ved Københavns Universitet. Hun er mødt op, fordi hendes underviser har bestilt pladser til hele hendes hold. De skulle tælle 40-50 personer. Men det er først et stykke inde i foredraget, at de sidste tomme stole bliver besat af listende studerende. De har fået at vide, at foredraget skal lære dem at tænke bærerdygtighed ind i deres arkitektur.
En midaldrende mand i en gul, kortærmet skjorte sidder og tygger energisk på et stykke tyggegummi. Det er professor Ole John Nielsen fra Institut for Kemi på Københavns Universitet. Ligesom Mohan Munasinghe sidder han i FNs klimapanel, og har derfor også været med til at vinde Nobels fredspris.
Han er her for at høre om Munasinghes del af klimapanelets arbejde, som ligger fjernt fra hans egen del. Hans eget bidrag drejer sig nemlig om, hvordan sammensætningen af molekyler i atmosfæren påvirker den globale opvarmning. Og det er noget helt andet end spørgsmålet om klimavenligt udviklingsarbejde.
Men Ole John Nielsen er også mødt op i dag, fordi han senere skal mødes med Mohan Munasinghe. Og ved det møde ville det være pinligt, hvis han ikke kunne tale med om foredraget.
»Buy my book«
Da taleren har sagt hvad han vil sige, stilles der spørgsmål til ham. Prorektor Lykke Friis fungerer som ordstyrer. Den første der stiller et spørgsmål, er 71-årige Jonna Vejrup Carlsen. Hun spørger, om han ikke tager for let på problemet med overbefolkning.
Mohan Munasinghe er en høflig mand. Han svarer pænt, at han også er bekymret for overbefolkning, og at tankerne i hans nye bog derfor tager højde for det problem. På samme måde tackles de efterfølgende spørgsmål fra studerende og forskere. Så der opstår ingen egentlig diskussion. Alt foregår meget dannet og høfligt.
Under spørgsmålene bliver flere i salen fjerne i deres blikke. Det er ikke altid lige let at finde ud af, hvad der spørges om.
Det virker også som om, at Munasinghe ind imellem har svært ved at hitte redde i spørgsmålene. Så »Buy my book« er det sidste, Munasinghe siger, da spørgesessionen er forbi. Han modtager et langt bifald, og sætter sig ved et bord, parat til at signere eksemplarer af sin bog. Der bliver solgt omkrig femten eksemplarer.
De studerende forsvinder hurtigt ud af salen og videre til deres næste forelæsninger. Tilbage er en spredt samling af universitetsfolk og 71-årige Jonna Vejrup Carlsen.
