Tilslutter forskere sig de samme normer for videnskab?

I det splinternye 'Sociologisk Leksikon' fra Hans Reitzels Forlag, redigeret af Steen Nepper Larsen og Inge Kryger Pedersen, defineres videnskabssociologi som et sociologisk felt, der »studerer videnskab som socialt fænomen og social aktivitet; der indgår studier af normer og roller, institutioner, organisationsformer, kommunikation, magtforhold, konflikter og prestigefordeling i videnskab.«

Med andre ord undersøger videnskabssociologer de sociale mekanismer der bringes i spil, når mennesker skaber institutioner, der producerer videnskabelig viden.

Vi skal her fokusere på normerne for videnskab.

Normer for videnskab - hvad er det?

For uanset om en forsker undersøger vækst af kræftceller, kemiske reaktioner, universets udvidelse, hvordan vi tænker eller påvirkningen imellem fortidige kulturer, så forventer vi, at personen er trænet i brug af bestemte videnskabelige metoder, arbejder systematisk, og skaber viden på grundlag af teoretisk forankrede analyser af bestemte empiriske eller abstrakte genstande, dvs. viden som nok er fejlbarlig, men som kan diskuteres kritisk og efterprøves af andre.

Vi forventer, at det bunder i at personen er underkastet de regler, fremgangsmåder, politikker og institutionaliserede vaner, som gælder for hans eller hendes fagområde.

Som medlem af et videnskabeligt kollegialt fællesskab lever forskeren op til nogle kollektive forventninger til arbejdet som forsker: De videnskabelige normer er sådanne forventninger til en bestemt ønskelig adfærd, der har med skabelsen af ny viden at gøre.

Norm betyder her ikke bare det typiske og normale, 'standarden' som den nu engang er. Norm henviser til de idealer, som er styrende for arbejdet indenfor et bestemt område.

Som sådan har en social norm, uanset hvilken institution vi taler om, en interessant eksistensform: Den er både noget ideelt og reelt, den har nok ideal-karakter, men den er samtidig virksom og styrende for de invider, der handler indenfor den institution, normen er med til at definere. Den tilhører både sfæren for 'det man bør' og 'det som er'.

Mertons CUDOS-normer og Mitroffs modnormer

Et hverdagseksempel på en norm kunne være 'vær ærlig', og en modnorm 'ty om nødvendigt til en hvid løgn hvis almindelige høflighed kræver det'.

I eksemplet er normen hovedreglen og modnormen en praktisk hjælperegel, som modulerer en rigid anvendelse af normen. Den nuance, at normer og modnormer somme tider tilhører samme system af regler, og andre gange synes at tilhøre hvert sit system, har ikke været diskuteret særligt systematisk i videnskabssociologien.

Kristian H. Nielsen beskrev i sin blogpost 'Videnskabens mange normer' d. 27 juni (her på teoribloggen) de mertonske normer, og lidt af den diskussion, som fulgte efter Robert Mertons berømte artikel fra 1942, hvor han definerer de fire 'CUDOS'-normer. CUDOS er en forkortelse for de egelske ord communality, universality, disinterestedness og organized skepticism.

Det blev også beskrevet hvordan videnskabssociologen Ian Mitroff i 1974 videreudviklede Merton's ideer om sociologisk ambivalens ved at angive nogle konkrete 'modnormer', som tilsyneladende er modsatte i forhold til CUDOS-normerne, og som Mitroff og Mulkay (1976) anså som lige så vigtige for videnskabens fremme.

Vægtningen afhænger af den institutionelle ramme

Lad os lige repetere såvel Mertons CUDOS-normer som Mitroffs modnormer:

• C = communality norm (fælleseje): Denne foreskriver, at videnskabsfolk åbent deler ny viden med kolleger. Videnskabelige fund er typisk produktet af en fælles indsats og konstituerer et fælles gode, en fælles menneskelig arv, som den enkelte videnskabsmand ikke kan gøre krav på ud over den anerkendelse, der følger med at have bidraget til at frembringe denne viden.
• Hemmeligholdelse som modnorm: Videnskabsfolk (eller deres arbejdsgiver) stopper eller forsinker kommunikation af de nyeste fund for at opnå prioritet med hensyn til at publicere resultater, udtage patenter, eller udvikle anvendelser.

Bemærk her, at disse to normer i en konkret situation, fx opdagelsen af et nyt kemisk stof, begge kan være på spil, omend tidsligt forskudt, og at vægten på norm vs. modnorm også afhænger af den institutionelle ramme (fx offentlig universitetsforskning versus industriforskning).

• U = universalisme normen: Ny viden evalueres kritisk alene efter universelle og saglige kriterier (efter forskningsområdets faglige standarder) uden hensyntagen til forskerens race, køn, nationalitet, eller klasse.
• Partikularisme modnorm: Videnskabsfolk bedømmer en forskers resultater og disses anvendbarhed på basis af det omdømme, den pågældende forsker (eller forskergruppe eller universitetsafdeling) allerede har. Videnskabelig viden har et dybt personligt aspekt, og personens sociale, kulturelle og psykologiske profil vil være faktorer, der påvirker bedømmelsen.

Det ene udelukker ikke nødvendigvis det andet

Igen kan man se, at det ene ikke nødvendigvis udelukker det andet i et system som videnskaben, som både er dynamisk, fejlbarligt og selvkorrigerende: Ja, man ser også på forskerens anseelse når meritten af en videnspåstand vurderes, men anseelsen er en delvist kumuleret effekt af en række hidtidige og i vid udstrækning saglige bedømmelser af forskerens arbejde.

• D = disinteresserethed norm (upartiskhed): Videnskabsfolk skal være motiveret af ønsket om at finde sandheden om et emne, dvs. opnå ægte viden og gøre opdagelser, ikke af personlige, pekuniære, politiske eller ideologiske grunde. Videnskabsfolk skal kun tjene én Herre, videnskaben, og bør ikke have andre. Derfor bør deres arbejde til gavn for videnskaben i sig selv indebære langt den væsentligste tilfredsstillelse.
• Selvinteresse som modnorm (eller blot 'interestedness' ifølge Mitroff): Videnskabsfolk konkurrerer mod hinanden indenfor samme felt om økonomisk støtte og anerkendelse. Her benytter de sig af deres netværk eller 'usynlige kollegium' af kontakter. Det er nødvendigt for et forskningsområdes fremme, at de enkelte forskere har et sådant selv-centreret drive.

Igen, skønt de to normer synes at være modsat rettede, behøver de måske ikke altid være det. Vil ikke både de forskere, der har succes i kampen om videnskabelig anerkendelse, og deres mindre berømte kolleger, kunne udføre troværdig, god forskning uafhængigt af politiske og andre ikke-videnskabelige interesser?

• OS = organiseret skepsis norm: Videnskabsfolk bør være parat til at underkaste ideer, teorier, nye hypoteser og fund en indgående kritisk evaluering, selvom det vil udfordre de samme forskere. Ofte nævnes de videnskabelige tidskrifters system med fagfællebedømmelse (peer review) som det bedste eksempel på denne norm: Før en artikel optages i videnskabens annaler skal den vurderes kritisk af eksperter indenfor fagområdet.
• Organiseret dogmatisme modnorm: Videnskabsfolk bør, som en naturlig investering i deres karriere, primært promovere deres egne teorier, ideer, og emneområder. Tro på egne bidrag men tvivl på andres! Sørg for, at det, du bygger dit eget arbejde på er præcist identificeret og afgrænset fra dit eget arbejde, så det ikke falder tilbage på dig hvis dette skulle være forkert.

Det videnskabelige etos

Debatten om Mertons karakteristik af 'det videnskabelige etos', dvs. den videnskabelige professionsetiks ånd udtrykt i normer som CUDOS, handlede ikke bare om den nærmere forståelse af sociologisk ambivalens, altså det forhold, at flere konfliktende normsystemer (som de nævnte normer vs. modnormer) i forskellige situationer har forskellig indflydelse på videnskabsfolks valg (er det fx altid givet, at det ene system af normer er dominerende i forhold til det andet?).

Man diskuterede også, om normer overhovedet er bindende for adfærd, og om de nævnte otte normer plus modnormer er tilstrækkelige til at indfange videnskabens kompleksitet (eksempelvis er yderligere normer foreslået: originalitet, autonomi, rationalitet, åbenhed, emotionel neutralitet vs. emotionel engagement).

Og man har diskuteret, om al den snak om normer blot hører til skåltalernes verden, et ideologisk fernis man præsenterer for ikke-videnskabsfolk, bl.a. for at mindske omfanget af rent ydre interessers indflydelse på forskningens styring.

Endelig diskuterede man selve naturen af normer. De kan jo, som netop vist, godt formuleres kort og skematisk, men repræsenterer sociologernes simple udgaver dén sammensatte og mangfoldige måde som videnskabsfolk fortolker reglerne på i konkrete situationer, guidet af et vist mål phronesis eller erfaringsbaseret praktisk visdom?

Hvor står vi nu?

Det hele kan godt lyde temmeligt uldent, så hvordan kommer vi videre i forståelsen af normer for videnskab? En gruppe forskere fra især University of Minnesota med Melissa Anderson i spidsen er i gang med at undersøge videnskabelig integritet og mangel på samme (dvs. fusk i forskning).

Som led heri har gruppen undersøgt graden af tilslutning til de forskellige normer og modnormer hos videnskabsfolk indenfor forskellige felter.

Forskergruppens udgangspunkt er, at at normer er idealer som balanceres af modnormer; at en del af disse er tavse, latente (ikke-eksplicitte); andre er simple fordi de næsten aldrig brydes og virker som selvfølgeligheder (a la »sørg for at være påpasselig med dyrt apparatur«) indtil de brydes og derved synliggøres i reaktionen på bruddet; og atter andre igen er institutionelle og som regel eksplicitte.

Gruppen mener ikke at de otte nævnte normer er udtømmende, men at resten kan findes empirisk, og at de empirisk identificerede normer tilsammen indikerer et lang mere komplekst normativt system i videnskab. De opsummerer deres arbejde med normer i en artikel fra sidste år (Anderson et al. 2010).

For at måle normerne har gruppen benyttet sig af den nævnte mekanisme, at selvom normer ofte er uudtalte, vil de synliggøres i forbindelse med problematiske brud på normerne. Derfor spurgte Anderson m.fl. de undersøgte forskere om hvilke råd de ville give til nybegyndere på deres felt, hvis man ville 'undgå at få problemer'.

Yderligere normer

Gennem omfattende fokusgruppe-interviews med 51 udvalgte forskere (både yngre og mere etablerede) indenfor områder som biologi, kemi, medicin, fysik/matematik/ingeniørfag og samfundsvidenskab fandt Anderson og hendes kolleger frem til yderligere fire par normer/modnormer. De beskriver dem således:

• Akademisk selvstyre ('governance', også ofte kaldet 'shared governance') norm: Videnskabsfolk bør selv være ansvarlige for retningen og kontrollen med deres forskning igennem kollegialt selvstyre, selv-regulering og fagfællebedømmelse.
• Management (administration) modnorm: Videnskabsfolk bør lade den videnskabelige virksomhed styre af professionelle administratorer gennem disses management-baserede beslutninger.

Bemærk at fagfællebedømmelse ikke kun angår publicering af artikler, men også beslutninger om hvilke forskningsprojekter, der skal nyde fremme, og hvilke ansøgere, der skal ansættes i nye forskerstillinger. De pågældende managers kan selv have været tidligere videnskabsfolk, men behøver ikke have kvalifikationer som forskere.

De adspurgte forskere anså typisk medlemmer af forskerråd som en del af det videnskabelige selvstyre. Bemærk også, at de 51 adspurgte alle arbejder i USA, hvor det akademiske selvstyre typisk ikke er ophævet (som i Danmark), og hvor universitetet derfor både styres af administratorer og af repræsentanter for det videnskabelige personale. Desuden:

• Kvalitet som norm: Videnskabsfolk bør bedømme hinandens bidrag til videnskaben primært på basis af kvaliteten ('er det godt?') af den udførte forskning.
• Kvantitet som modnorm: Videnskabsfolk bør bedømme hinanden primært på basis af kvantiteten ('hvor meget?') af det forskningsarbejde der udføres, fx antallet af videnskabelige publikationer i en forskers publikationsliste.

Det bedste råd til en forskerspire

I fokusgrupperne var der f.eks. en del diskussion af hvad der ville være det bedste råd til en ung forskerspire; at sørge for at se at få udgivet så mange artikler som muligt (da det tæller ved ansættelser) eller at satse på at udgive det, som er ordentligt gennemarbejdet, grundigt undersøgt, originalt og langtidsholdbart.

• Kald som norm: En videnskabsperson bør se sin forskning som et kald, og sit arbejde som noget det er værd at yde et særligt offer for (fx høj arbejdstid til ringe løn). Arbejdet skal bære lønnen i sig selv.
• Beskæftigelse som modnorm: Forskning bør anses for et job ligesom andet lønarbejde. Man arbejder efter 'efter reglerne', dvs. ansættelseskontraktens bestemmelser om timetal, ferier osv.

I diskussionerne i fokusgrupperne blev 'kalds-normen' opfattet individualistisk, dvs. især forbundet med forpligtethed, personligt engagement i indholdet og vilje til at yde ofre, snarere end at kaldet blev opfattet som havende et højere formål som at fremme den menneskelige kundskab, eller bidrage til dannelse eller uddannelse som et offentligt gode.

• Bredde som norm: Videnskabsfolk bør udfylde en bred vifte af ansvarsområder med hensyn til forskning, undervisning, formidling, administration, vidensdeling, m.v.
• Snævert fokus på forskning (narrowness) som modnorm: Videnskabspersonen skal lægge mere tid og kræfter i sin rolle som forsker fremfor de øvrige ansvarsområder.

Eksempelvis forklarede en forsker i en af fokusgrupperne modnormen således:

»Du skal vide nøjagtigt hvad der kræves for at få de ansøgte penge til at dække dine omkostninger. Hvis du gør det, vil en masse folk lade dig i fred (til at forske). Hvis du ikke gør det, så - uanset hvor god du er til alt det andet - vil nogen en dag komme ind på dit kontor og sige til dig at du ikke gør dit arbejde ordentligt.«

Måling af normer

For at finde omfanget af tilslutning til de alle nævnte normer (og som led i gruppens øvrige arbejde med videnskabelig integritet) udsendtes herefter anonyme spørgeskemaer til 4160 forskere der stod tidligt i karrieren (post-docs) og til 3600 modtagere af 'R01-midler' fra det amerikanske forskningsråd for sundhed (NIH).

At have modtaget R01-penge indikerer, at man er længere fremme i en forskerkarriere end en post-doc. Forskerne skulle svare på om de 'i høj grad', eller 'i ringe grad eller slet ikke' mente, at den og den norm burde repræsentere videnskabsfolks adfærd.

Siger man 'i høj grad' indikerer det tilslutning til en norm eller modnorm (som i spørgeskemaet ikke var ordnet i sådanne par). Anderson og kolleger præsenterer deres resultater i et søljediagram:

Det første der springer i øjnene er, at normerne (øverst) har større tilslutning end modnormerne (nederst). De Mertonske normer har størst tilslutning (mellem 73% og 91%), og det samme gælder de via fokusgruppe-interview fundne normer Akademisk selvstyre og Kvalitet (tæt på hhs. 80% og 91%).

De to andre 'nye' normer, forskning som et Kald, og Bredde af opgaver, havde ikke nær den samme styrke, og nærmer sig i tilslutning den samme størrelsesorden som de respektive modnormer, Beskæftigelse og Snærver forskningsfokus.

Som forventet er forskernes abonnement på de værdier modnormerne står for altså mindre, som sagt med undtagelse af modnormerne Beskæftigelse ('bare et job') og Snæverrt fokus på forskning, som fik mellem 44 og 65 % tilslutning.

Kvalitet versus kvantitet bør indgå i fremtidig diskussion

For enkelte normer var der betydelige forskelle i svar fra yngre og ældre forskere. Forskere tidligt i karrieren var fx mindre tilbøjelige til at abonnere på modnormer som Selvinteresse og Partikularisme end deres kolleger senere i karrieren.

Til gengæld var de yngre mere tilbøjelige til at have Beskæftigelse og Bredde som vigtige (mod)normer. Selvom disse forskelle var statistisk signifikante, var de ikke store og undersøgelsen giver ingen forklaringer på forskellen. Lidt det samme kan siges om de forskelle, undersøgelsen viste mellem discipliner.

Kun i 7 tilfælde var der signifikante forskelle, f.eks. er yngre forskere indenfor fysik/matematik/ingeniørvidenskab mindre tilbøjelige til at abonnere på normen Akademisk selvstyre end biologer og kemikere. De eksakte fag lå så til gengæld højere mht. vigtigheden af normen Communality eller fælleseje, og biologer så ud til at være mere tilbøjelige til at tilslutte sig modnormen Selvinteresse.

Disse detaljer kan have lange og indviklede forklaringer, men konklusionen er, at normer kan studeres empirisk, og at de to normpar Akademisk selvstyre vs. Management og Kvalitet vs. Kvantitet bør indgå i fremtidig diskussion af de videnskabelige normer.

Sidstnævnte normpar er jo i Danmark meget aktuelt i forbindelse med indførelsen af den såkaldet bibliometriske forskningsindikator, som har været stærkt omdebatteret (se fx her). Og så bør vi lige huske et par ting:

Underliggende normteori: ej blot retorik

Studiet foretaget af Andersons gruppe opridser en anden vigtig pointe: Normer er ikke blot retoriske ressourcer, som kan benyttes ved brud på dem, eller en ideologisk facade, som beskytter den akademiske forskning imod ydre styringsforsøg, de kan snarere anskues som simple (og forsimplede) ekspliciteringer af en kompleks underliggende normativ struktur af social art, som i konkrete situationer tolkes forskelligt når der skal handles eller træffes valg.

Disse situationer er bl.a. bestemt af de styringsregimer, som forskningen på et universitet er underlagt.

Det er bemærkelsesværdigt, men næppe tilfældigt, at sociologen Merton i 1942 ikke selv fandt det nødvendigt at eksplicitere normen Akademisk selvstyre (og modnormen management), men at denne dukker op i fokusgruppeinterview her i dag i nullerne.

I dag er universiteter i hele verden plaget af et skisma mellem en klassisk institutionel ramme om forskningen med høj grad af selvstyre for forskerne, og tendenser til såvel central statsstyring som til forretningsgørelse af universiteterne, hvor kommercialisering og konsulentgørelse af forskningen vinder frem, og 'strategiske interesser' (læs: hensyn til indtjening) politisk tvinger universitetslederne til at agere som om offentlige universiteter er private virksomheder.

Universiteterne gøres til forskerhoteller for de forskergrupper, som har succes med at skaffe eksterne midler fra offentlige eller private fonde osv. Det er en problematik vi også tager op, her på teoribloggen (se bl.a. Mikkel Willum Johansens indlæg om markedsføring af forskning).

De samme normer?

Til slut kan man spørge, om der ikke er større forskel på forskernes tilslutning til de forskellige normer, hvis vi udbreder spektrummet, og ikke kun ser på forskning af den type, som kan modtage dollars i støtte fra NIH, den amerikanske sundhedsstyrelse. Hvad med humanistisk forskning, filosofi, sprogvidenskab, litteratur?

Hvad med samfundsvidenskab i de aftapninger, som ikke ligner den kvantitative forskning, men ligger tættere på antropologers feltstudier eller Habermas' eller Giddens brede samfundsteorier? Det er som om at teorier i menneskevidenskaberne ikke har fået deres sandhedsværdi afklaret på samme måde som Newtons og Einstens teorier.

De har mere karakter af perspektiver og indgår i større paradigmer med bestemte erkendelsesinteresser, som ligger ud over det rent faktuelle, nemlig - med en klassisk formulering - at bidrage til at få indsigt i hidtil uerkendte undertrykkelsesmekanismer.

Er man indenfor et paradigme, fx Bourdieus eller Luhmanns sociologi, er der større autoritet knyttet til sådanne 'store' navne - det betyder noget andet hvem der står bag en sociologisk teori end en naturvidenskabelig - eller rettere, det betyder noget på en lidt anden måde.

Derfor kan universalisme som norm ikke virke på samme måde de to steder, selvom jeg stadig mener den gælder også på menneskevidenskabernes område. At afklare på hvilken måde normerne nok generelt er de samme, men virker på forskellig vis i de enkelte videnskaber, er stadig en stor videnskabssociologisk udfordring.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.