Er det en journalist fra Børsen koster det 12.000 kr. Det er i al fald den pris, som det nu kommer til at koste filosofiprofessor Vincent F. Hendricks, hvis det står til avisen selv, efter at han sidste år havde være i kontakt med to journalister fra Børsen og besvaret deres spørgsmål i forbindelse med omtale af en ny bog med Hendricks som medforfatter.
Hendricks besvarede deres spørgsmål og hjalp bagefter med at tjekke formuleringerne. Han delte med andre ord sin viden med dem, og opfyldte dermed den formidlingsforpligtelse, som den er indskrevet i universitetsloven. Men som en del af det han dengang så som sin formidlingspligt lagde han derefter artiklen og anmelselsen af sin bog på sin hjemmeside på Københavns Universitet.
Det var der ingen der løftede øjenbryn over, indtil Hendricks i juni i år blev kontaktet af de to journalister med besked om at han krænkede Børsens og journalisternes ophavsret, og med denne besked kom et erstatningskrav på 12.000 kr.!
Kan viden gøres til privat ejendom?
Man kan læse om denne historie i dag i Weekendavisen, hvor en prodekan og en institutleder på det sted på Københavns Universitet, hvor Hendricks er ansat, i en kronik bringer sagen frem og spørger til rimeligheden af, at en privat virksomhed som Børsen fremturer på denne måde.
Juridisk set har Børsen sikkert retten på sin side, men virker det ikke temmeligt bizart, at en virksomhed, der lever af kommunikation og 'vidensdeling' – for nu at bruge denne ideologisk belastede men i nogle kredse stadigt meget populære term – fører sig frem med brask og bram overfor en forsker, som blot har videreført sit samarbejde med journalisterne om et fælles produkt, interviewet, som allerede var offentliggjort, og nu altså også kunne ses på universitets hjemmeside?
Personligt mener jeg kravet mest af alt må ses som Børsens og journalisternes (eller er det Dansk Journalistforbund, der står bag?) forsøg på at straffe en enkelt forsker for en i sig selv ret uskyldig overtrædelse af loven om ophavsret, en lov som virker totalt forældet i et moderne informationssamfund hvor deling af viden er blevet det centrale.
Jeg er enig med dekanen og prodekanen som spørger, om det virkeligt kan passe, at Børsen gør den viden, avisen har fået fra forskeren, og som samfundet har betalt for, til deres private ejendom?
Sagen kan betragtes fra mange sider
Mere overordnet kan man betragte sagen fra flere sider, for eksempel filosofisk (hvad er sandheden om den 'viden' striden drejer sig om?), sociologisk (hvilke modstridende samfundsinteresser tørner sammen her?), antropologisk (hvad er forskellen på forskernes kultur og journalisternes kultur?), juridisk, moralsk, osv.
Rent videnskabsteoretisk rummer sagen nogle interessante spørgsmål: Hvad betyder det for en forsker at agere ikke bare indenfor universitetets mure, men, som det i stigende grad kræves af universitetsforskere, i mange forskellige sfærer, hvor forskellige normsystemer gør sig gældende?
På hvilke måder vurderes værdien af viden i den 'trading zone' eller handelszone, som ikke udgøres af to forskellige videnskabelige discipliner, men af videnskab og forretning?
Man kan komme til at tale forbi hinanden
Trading zone er blevet det videnskabsteoretiske begreb for den blandede udvekslingszone, hvor folk fra forskellige professionelle kulturer mødes og på en art blandingssprog koordinerer deres handlinger.
Det stammer fra fysikhistorikeren Peter Galison, som i første omgang anvendte det om forskellige faglige kulturer indenfor fysik, for eksempel teoretiske fysikere, eksperimentelle fysikere, og instrumentbyggere, som skulle samarbejde om at bygge fx en accelerator, men ikke fuldt ud kendte til og forstod hinandens sprog på alle planer.
Den slags kan i sig selv give problemer og fysikere kan komme til at tale forbi hinanden. Værre er problemet, hvis vi anskuer sammenstødet mellem forskning og forretning som to tilsvarende zoner, hvor forskere skal mødes med eksempelvis en avisejer, og koordinere værdisættelsen af et stykke vidensarbejde.
Hvorfor skal professorens overtrædelse af en juridisk paragraf for eksempel lige koste ham 12.000? Måske fordi journalisterne ræsonnerer, at det svarer til deres timeløn? Men har de da mistet denne ved samarbejdet? Og hvorfor skulle lige Hendricks betale for det?
Også Hendricks har jo brugt en del af sin arbejdstid på at hjælpe journalisten med at få en bedre artikel. Han har endda bidraget til journalistens gode ry ved at hjælpe ham med at formidle hans artikel og dermed gøre ham bredere kendt i offentligheden.
Vidensdeling adskiller sig fra pengeøkonomi
Når en forsker citerer en anden forsker svarer det typisk til at forskeren anerkender den anden forskers indsats: Den anden forsker giver et stykke ny viden (publicerer en artikel) til forskerfællesskabet, og får anerkendelse retur. Denne gaveøkonomi er stadig et essentielt og konstituerende træk ved den videnskabelige institution.
Den adskiller sig fra en pengeøkonomi, hvor en sælgers vare udveksles til en bestemt pris, som køberen mister ved at modtage varen. Vi mister ikke viden ved at give viden væk, som vi mister penge ved at spendere dem.
Den 'økonomiske' logik indenfor videnskaben selv er ikke en pengeøkonomiske logik, og heldigvis for det. Derfor har forskere oftest et grundlæggende ikke-økonomisk syn på formidling og 'vidensdeling'.
Der må en gave-orienteret logik til
Det uformelle samarbejde mellem journalister og videnskabsfolk er af stor værdi for os alle, både som borgere, men også for de faggrupper, som indgår. Vi skal passe på, at snævre regler om ophavsret ikke skræmmer forskere fra at indgå i sådanne samarbejder.
Selvfølgelig skal alle overholde lovgivningen, men man bør afholde sig fra at fare frem med bål og brand ved mindre overtrædelser af loven om ophavsret, og så må politikere og samfundet snart se at finde mere tidssvarende regler for samfærdsel i den trading zone, som mange mennesker hver dag, også her på Videnskab.dk, lever i, hvor information og viden udveksles til alles gavn.
Den økonomiske logik for denne udvekslingszone rækker ikke, der må en mere gave-orienteret logik til.
PS (tilføjet af CE d. 26/8-2013): Jeg linkede til kronikken (1) efter at have modtaget et nyhedsbrev fra ISSP, som nederst skriver:
»For the sake of good order, we inquired into the rules of re-publicizing the Horst & Sommerlund chronicle that appeared in Danish newspaper Weekendavisen, August 23rd 2013. Since it is a chronicle, only permission from the authors were needed for redistributing the content.«
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
