Hundredvis af fossilstumper er kommet på plads i et kompliceret 97 år gammelt puslespil.
For omkring 500 millioner år siden, i mellemste kambrium, var livet på jorden koncentreret i havene. Dér var der til gengæld et mylder af liv.
Hurdia Victoria og dens nære slægtning Anomalocaris hørte til blandt de dominerende skabninger. De udkonkurrerede andre dalevende organismer i størrelse og fortærede dem uden problemer.
Nu har en ny analyse gjort forskere i stand til at danne sig et bedre billede af Hurdia.
Foruden det mærkelige skjold som en forlængelse af hovedet, havde dyret gæller over store dele af kroppen. Et åndedrætssystem med en sådan struktur var nødvendig for at skaffe nok ilt til at svømme meget.
Fejlfortolkninger af fossilstumper
Det er Uppsala-forskerne Allison Daley og Graham Budd som, sammen med kolleger fra Storbritannien og Canada, beskriver den komplicerede og unikke kropsbygning hos denne omkring 500 millioner år gamle skabning.
»Hurdia hørte til blandt de største dyr som svømmede i havene på den tid, og den kunne blive i hvert fald 30-40 centimeter lang og muligvis op til en halv meter,« siger doktorgradsstudent Allison Daley, som er førsteforfatter på analysen.
Kropstørrelse og de mange tænder i munden har gjort sit til, at Hurdia har fået øgenavnet 'Kambriums T. rex', i en pressemeddelelse fra Uppsala universitet. Den må altså have været et formidabelt rovdyr efter datidens målestok.
Da dele af Hurdia først blev beskrevet, så tidligt som i 1912, troede man, at det var tale om et slags skaldyr. Senere er en række andre fossilfragmenter fra Hurdia blevet antaget at tilhøre manet-agtige dyr - eller andre leddyr. Men her har forskerne så altså været på vildspor.
Til deres forsvar kan det nævnes, at puslespillet for at finde frem til det rigtige dyr blandt andet har bestået af flere hundrede små fragmenter, de fleste fra Burgess Shale-samlingen i Royal Ontario Museum.

Burgess Shale ligger i Yoho nationalparken, og i skifer-lagene i denne del af British Columbia (Canada), er der gennem tiden fundet mange og utrolig velbevarede fossiler.
»Alene fra Hurdia er der gravet 730 fossilfragmenter frem,« oplyser Allison Daley.
Frem fra samlingernes glemsel
Længe fejlfortolkede fossilstumper er altså efterhånden havnet på deres retmæssige plads i puslespillet.
Det er et stykke tid siden, selve arten Hurdia victoria blev påvist, men den nye analyse giver større indsigt i ophavet til vigtige træk hos leddyr, såsom beskyttende skjolde og luft-udgange.
For eksempel giver gællestrukturen forskerne flere ledetråde om, hvordan respirationssystemerne hos leddyr har udviklet sig.
Analysen er publiceret i udgaven af tidsskriftet 'Science' fra den 20. marts.
Det er fund fra 1990'erne af bedre bevarede skeletter, nye undersøgelser af mange enkeltstående småstykker, samt et enkelt specielt velbevaret fossil, som alle har bidraget til opklaringen.
Den sidste brik faldt på plads, da man fik børstet støvet af et eksemplar i de gamle samlinger i 'Smithsonian National Museum of Natural History' i Washington DC, USA.

Dette eksemplar blev faktisk klassificeret som leddyr allerede i 1970'erne, men blev derefter antaget til at være et afvigende eksemplar af Anomalocaris.
Beslægtet med mærkelig kæmpereje
Hurdiaviser sig i øvrigt at være nært beslægtet med Anomalocaris. Tidligere kinesiske fund antyder, at enkelte eksemplarer af denne art kunne nå en længde på op til én meter, oplyser Daley.
Begge repræsenterer tidlige sidegrene på det slægtstræ som førte frem til leddyrene, den store moderne gruppe som indeholder både insekter, skaldyr, edderkopper, tusindben og skolopendre.
Ligesom Anomalocaris havde Hurdia et sæt af takkede klør og en afrundet kæbe med mange tænder. Men den adskiller sig fra sin slægtninge med et stort skjold, som stikker ud foran hovedet.
»Denne struktur er ulig alt andet, vi har set hos andre fossile eller levende leddyr,« siger Allison Daley.
Hun har undersøgt fossilerne af Hurdia i tre år, som en del af sin doktorgrad.
Hvad blev skjoldet brugt til?
Hvad dyret brugte panseret til er fortsat et mysterium. Hos mange dyr bruges sådanne skaller eller skjolde til at beskytte bløde kropsdele - noget vi ser hos for eksempel krabber og hummere.
Men hos Hurdia er der så godt som tomt under rustningen, og den hverken dækker eller beskytter resten af kroppen.
»Foreløbig kan vi kun gisne om, hvilken funktion dette skjold havde,« siger Daley.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

































