Stålormen er et fantastisk dyr, når det kommer til formidling. Den er ikke farlig og har en god kombination af uha- og tiltrækningseffekt.
Som forleden, da en fin han i forsvar sked ud over min hånd til stor glæde for en skoleklasse.
Noget benovede var eleverne også ved efterfølgende at kunne se stålormens to penisser.
Stålormens han bider sig fast i hunnen
Lige nu er det højsæson for parring, og hannerne er på jagt efter hunner.
Hannen har en noget insisterende frieradfærd, for når hunnen forsøger at smutte væk, følger hannen efter og bider sig fast i hendes krop eller hale.
Når han endelig får rigtig fat lige bag hunnens nakke, holder han fast og fører en af sine penisser ind i hunnens kloakåbning.
Kan afstøde halen som et firben
Stålormen er ikke en slange, men er i familie med firbenene og kan ligesom dem afstøde halen.
Hos voksne stålorme kan halen udgøre mere end halvdelen af kropslængden, og når den afstødes, vokser en kort, sort halestump ud som erstatning.


































