Dette er ikke en græssende ko! Den har nemlig antenner, seks ben og en springgaffel under bugen.
På latin lyder den navnet Dicyrtomina saundersi, og den er en af Danmarks mere end 200 arter af springhaler – en slags primitive insekter, som er vildt almindelige lige nu.
Springhaler springer tit, for de smager godt og står højt på mange insekters menukort.
Selv lever de af svampevæv og andet letfordøjeligt organisk stof, og de har i kraft af deres talrighed stor betydning for økosystemet.
Dirigerer hunnen i den rigtige retning
Parringen hos springhaler fungerer populært sagt ved, at hannen går og 'klatter' lidt med sin sæd, hvorefter han skal have manøvreret hunnen hen over klatterne, så hun optager sæden.
Hos nogle arter satser hannen bare på, at hunnen helt tilfældigt kigger forbi.
Hos andre hopper han op på hunnens antenner, hvor han klamrer sig fast, mens han som en anden jockey prøver at dirigere hende hen over sædklatterne.
Kan vi lære noget af det? Næppe.

































