Skovens sundhedsvogtere svækkes af hugst og forurening

En gruppe skæglignende lav, som vokser på grene og stammer af træer og buske, kaldes for hængelav.

De vokser på træer og påvirkes stærkt af skovbrug. Lavene tager næring til sig direkte fra luften og regn, noget som gør dem ømfindtlige over for luftforurening og sur nedbør.

I Norge findes der omtrent 40 arter af hængelav, hvoraf hele 14 arter er opført på rødlisten over truede arter.

Flere hængelavarter, som for eksempel en slåenlav med det latinske navn Evernia divaricata og en skæglav med det latinske navn Usnea longissima, er blevet symboler, ikke kun på ren luft, men også på urørt, naturlig skov.

Følsom, men livskraftig

Men samtidig, hvis forholdene er korrekte, så kan hængelavene vokse sig store og kraftige. En af de mest kendte hængelav er skæglaven, eller Metusalems skæg, som den kaldes i USA og Canada.

»Under gunstige vækstforhold kan den mere end fordoble længden i løbet af et år. Enkelte træer kan være så overgroet, at den totale længde kommer op på ti kilometer,« fortæller biolog og skovforsker Jørund Rolstad ved Norsk institut for skov og landskab.

Sammen med sin bror Erlend Rolstad har han i 10 år studeret skæglavens spredningsøkologi – både i Europa og Nordamerika. Og der er flere grunde til at studere lavarterne i den nye verden.

»Mens Evernia divaricata og Usnea longissima næsten er forsvundet fra Europa, så findes der ganske livskraftige bestande i vestlige dele af Nordamerika. Det var derfor naturligt at vende blikket mod ’det vilde vest’ for at se nærmere på mulige årsager til arternes problemer,« fortæller Jørund Rolstad.

Sammen med forskere ved Universitet i Bergen og Uppsla-universitetet i Sverige har Jørund Rolstad sammenlignet genetisk variation og formeringsevne i forskellige lavpopulationer, det vil sige lokale forekomster af lav, både i Skandinavien og i Nordamerika. Resultaterne er for nyligt publiceret i det canadiske tidsskrift Botany.

DNA dokumenterer spredningsevne

Forskerne benyttede bioteknologiske metoder til at afsløre lavenes spredningsevne. Udviklingen inden for DNA-teknologi har gjort det muligt at undersøge genetiske sammenhænge, som tidligere ikke var mulige at opdage.

»Som udgangspunkt ville vi bruge genetiske markører for at se, hvor god spredningsevne disse arter har. Det viste sig imidlertid hurtigt, at den genetiske variation i Skandinavien er så lille, at metoden fungerer dårligt her.«

»I Nordamerika var den genetiske variation imidlertid større, noget som gjorde DNA-metoderne meget nyttige,« forklarer Jørund Rolstad.

Totalt indsamlede de prøver fra 1005 Evernia divaricata og 1477 Usnea longissima , fra henholdsvis 92 og 160 forskellige bestande.

Lavindsamling fra hesteryggen

»Det er ofte ganske hårdt med feltarbejde og indsamling af prøver til forskellige undersøgelser. Men denne gang i USA var indsamlingen af prøvemateriale af hængelav en fornøjelse,« fortæller Jørund Rolstad.

»Jeg har altid været fascineret af indianere og cowboys. Og du ved – det er lettere at indsamle lav fra træerne fra en hesteryg. Samtidigt har laboratoriearbejdet været meget møjsommeligt. Her skal man være pinlig nøjagtig for at resultaterne skal blive gode.«

Lille variation og sterile bestande i Skandinavien

Mens de nordamerikanske hængelav genetisk set var meget variable, viste det sig, at de to skandinaviske slåenlav og skæglav var meget ensartede. Mens slåenlaven nogle steder i Skandinavien var mere frugtbar end forskerne tidligere har antaget, fandt de kun sterile individer af skæglaven.

I Nordamerika derimod, viste undersøgelserne, at både slåenlaven og skæglaven flere steder var meget frugtbare.

»Genetisk variation skabes som udgangspunkt gennem mutationer. Skadelige mutationer luges væk, mens de gode spreder sig. Kønnet formering bidrager så til at forstærke variationen ved at mutanterne blandes,« forklarer Jørund Rolstad.

»En anden vigtig pointe er, at lavene danner sporer ved kønnet formering. Disser er så små, at de kan sprede sig langt. Sterile populationer har ikke denne egenskab, selvom der er nogen arter, som har sex med sig selv.«

Sex eller ikke sex - det er spørgsmålet

Der var store forskelle mellem arterne i Nordamerika og Skandinavien, når det gjaldt spørgsmålet om sex, om kønnet eller ikke-kønnet formering.

For planter kaldes ikke-kønnet formering for vegetativ, og i Skandinavien er både slåenlav og skæglav afhængige af dette. Ifølge forskerne er det netop manglen på kønnet formering, der begrænser spredningsafstanden.

»Ja, det er en stor ulempe ikke at have sex. Uden sporer, som jo er resultatet af den kønnede formering, så spreder Evernia divaricata og Usnea longissima sig kun ved at bidder af laven brækker af og følger med vinden.«

»Disse bidder kommer sjældent længere end til nabotræerne, hvis da ikke en fugl tager en bid med sig til sin rede. Sterile populationer arbejder derfor hårdt med at komme rundt.«

»Men der også visse ulemper ved sporespredning,« påpeger Jørund Rolstad.

»Lav består nemlig at to organismer, en svamp, som vi kan se med det blotte øje, og en alge, som lever inde i svampen. Hvis laven spreder sig med sporer, er det kun svampen, der kommer med. Den må med andre ord finde sig en ny alge på det nye sted, hvor den lander.«

Uløste spørgsmål

At kønnet formering skaber større genetisk variation var nogle af forskerne klar over før disse undersøgelser. Spørgsmålet er imidlertid, om populationer med stor genetisk variation er mere frugtbare end de med lav genetisk variation.

»Dette er et kompliceret forskningsområde at begive sig ud i, og foreløbigt har vi ikke fundet en sådan direkte kobling mellem genetisk variation og frugtbarhed.«

»Men de genetiske metoder er i en rivende udvikling, så vi håber på at finde ud af dette i den nærmeste fremtid. I mellemtiden må vi være tilfreds med de få områder, vi har med slåenlaven og skæglaven,« påpeger Jørund Rolstad.

Viden for skovbrug og naturforvaltning

Det nypublicerede studie om Evernia divaricata og Usnea longissima vil også kunne få konsekvenser for naturværnsforvaltningen og for det praktiske skovbrug i Norge.

»For disse lav, vil det være en fordel med længere omløbstider, altså tiden fra plantning til hugst. I dag står derfor udvalgte områder med gode forekomster af hængelav urørte hen som en del af skovbrugsplanlægningen, men udtynding kan også være en fordel i sådanne områder, hvis skoven er tæt.«

»Sådanne tiltag er nødvendige, hvis vi skal klare at opretholde livskraftige populationer af netop disse slåen- og skæglav i Norge.«

»Alternativt kan vi jo udsætte nogle af de nordamerikanske mutanter. Men det kommer an på, om norske myndigheder vil tillade sådanne cowboy-metoder,« afslutter Jørund Rolstad.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Skæglavs-forsker i dyb koncentration. (Foto: Jørund Rolstad / Skog og landskap)

På Nordamerikas vestkyst er Usnea longissima enkelte steder så vækstkraftig, at den betragtes som en pest og plage. (Foto: Erlend Rolstad / Skog og landskap)

En livskraftig Usnea longissima med mange sporebærende frugtlegemer. (Foto: Jørund Rolstad / Skog og landskap)

Hængelav kan vokse voldsomt. (Foto: Jørund Rolstad / Skog og landskap)

I Nordamerika er alt stort – træer, skæglav og bæltespænder. (Foto: Jørund Rolstad / Skog og landskap)

1 / 5