Det er ikke hver dag, at mennesker får mulighed for at filme, hvordan spækhuggere (Orcinus orca) opfører sig, når én af deres artsfæller dør.
Rent faktisk er det formodentlig aldrig sket før for nyligt, hvor spækhuggeren Hunchy (der fik sit navn af forskere på grund af sin krumbøjede ryg) gennemlevede sine sidste øjeblikke i farvande nord for den norske ø Loppa.
Det skal dog siges, at det endnu ikke er endeligt bekræftet, hvorvidt optagelserne rent faktisk viser Hunchys sidste øjeblikke, eller om han efterfølgende formåede at svømme op til overfladen igen.
Hvalkiggere så den omkring 35-årige Hunchy opføre sig ukarakteristisk den 6. november, og kort efter så de to yngre spækhuggere stimle sammen om han-spækhuggeren, tilsyneladende i et forsøg på at holde ham ved overfladen, så han kunne trække vejret.
Det skriver LiveScience efter at have talt med Pierre Robert de Latour, som har dykket med spækhuggere i Norge i over 20 år, og som deltog i hval-kig-ekspeditionen.
Forsøget på at holde Hunchy flydende og tæt på overfladen virkede »desperat«, forklarede Robert de Latour og tilføjede, at: »Det var tydeligt, at han var i problemer,« til LiveScience.
Robert de Latour kom i vandet og snorklede op til spækhuggerne for at se situationen tættere på.
Optagelserne viser Hunchy flyde ubevægelig lige under havoverfladen, efter de to yngre spækhuggere havde trukket sig tilbage.
Parret svømmede frem og tilbage mellem Hunchy og en gruppe spækhuggere længere væk, i et forsøg på at aktivere den gamle han.
De unge spækhuggere indså, at hvis de forlod Hunchy, ville han synke i døden, vurderer Robert de Latour ifølge Live Science.
Spækhuggere kan forblive under vand i op til 15 minutter, men de kommer typisk op til overfladen for at trække vejret hvert minut, når de hviler, og hvert tredje til femte minut, når de rejser.
Men efter 50 minutter gav de to yngre spækhuggere tilsyneladende op over for Hunchy.
»De hjalp ham indtil sidste øjeblik,« sagde Robert de Latour til LiveScience.
Optagelserne kan være første gang, en voksen spækhuggers død, og hvordan de andre spækhuggere opfører sig i den forbindelse, er blevet filmet i Nordatlanten - og måske endda på verdensplan, ifølge Filipa Samarra, ph.d. i dyrs adfærd ved University of Iceland og grundlægger af Icelandic Orca Project.
aeh

































