Krystaller, blomster og hjerter forbinder vi med stor skønhed, men ved at nærstudere dem i mikroskoper eller helt tæt på kan de faktisk vise sig at være endnu flottere.
Samtidig kan ingeniører blive klogere på verden og materialerne i den, så de kan blive bedre til at skabe deres mageløse konstruktioner.
Det viser billederne fra University of Cambridges fotokonkurrence Zeiss Engineering Photos Competition, som tidligere på måneden fandt dens vindere.
Vinderne og adskillige andre kan du se i galleriet herover, mens hele feltet af billeder er uploadet på Flickr.
Ej blot til lyst
Det er ikke kun for skønhedens skyld, at ingeniørerne har fundet kameraerne frem. Bag billederne gemmer sig en masse lødig forskning.
For eksempel viser nogle af billederne, hvordan forskerne forsøger at få celle- og knoglevæv til at vokse sammen med metaller for på den måde at skabe stærkere proteser.
Det er endnu en påmindelse om, at vi kan blive klogere på det store billede, hvis vi zoomer ind på de små enkeltdele.
Dette års vinder viser hvordan laserlys afbøjes gennem en flydende krystal, så det danner dette sollignende mønster. (Foto: Ananta Palani / University of Cambridge Department of Engineering)
Nummer to i konkurrencen blev dette billede, som viser to forskellige typer menneskeskabte tekstiler. Billedet er taget som et led i at undersøge hvordan vi nedbringer miljøpåvirkningen af tøjfarvning. (Foto: Ioannis Mastoris og Ronan Daly / University of Cambridge Department of Engineering)
Billedet på tredjepladsen viser, hvordan forskere med en 3D-laserscanner kortlægger nogle af de dybeste tunneler i Londons undergrundssystem, så de bedre kan forstå mulighederne i de komplekse tunnelsystemer (Foto: Phil Catton / University of Cambridge Department of Engineering)
Specialprisen The Zeiss SEM Prize gik til dette billede af en osteoblast - en bencelle - der klynger sig til stålfibre, som er brugt i undersøgelsen af, hvordan implantater med en særlig protein-gelé, fibrin, påvirker kroppens betændelsestilstænd. (Foto: Brajith Srigengan / University of Cambridge Department of Engineering)
Flydende, krystallinske krystaller som denne afslører nogle af naturens mest fascinerende strukturer og farver. (Foto: Dr. Malik M. Qasim / University of Cambridge Department of Engineering)
Elektrospinning er en let måde at skabe nanofibre på, som billedet her viser. Disse fibre er interessante i forbindelse med vævsdannelse. (Foto: Jenna Shapiro / University of Cambridge Department of Engineering)
Dette elektronmikroskopfoto viser to pollenkorn fra ranunkel-blomsten i staudefamilien. (Foto: Anne Bahnweg / University of Cambridge Department of Engineering)
Billedet her viser, hvordan menneskelige stamceller vokser i en struktur af rustfrit stål. (Foto: Rose Spear / University of Cambridge Department of Engineering)
Her ses blå blækdråber i olie. Dråberne er nanoliterstørrelse (Foto: Nikhila Ravi / University of Cambridge Department of Engineering)
Dette elektronmikroskopibillede af supermaterialet grafen viser dets blomsterstruktur. (Foto: Ugo Sassi / University of Cambridge Department of Engineering)
Dette billede viser et fint hjerteformet bornitrid-molekyle, der vokser på jernfolie. (Foto: Sabina Caneva / University of Cambridge Department of Engineering)
1
/
11