Hen over sommeren har videnskab.dk bragt en serie artikler om de største naturvidenskabelige erkendelser Nu hvor serien er nået til ende, vil vi gerne fortælle lidt om, hvordan denne liste - som vi i al beskedenhed tillader os at kalde en naturvidenskabskanon - er blevet til.
En modvægt til kultur-kanonen
Hele projektet blev i et eller andet omfang født ud af virakken omkring Kulturministeriets Kulturkanon, som blev lanceret i 2006.
I korthed var det redaktør ved Jyllands-Posten, Pierre Collignon, der foreslog os at udpege de ti største naturvidenskabelige erkendelser for bl.a. at råde bod på det faktum, at 'kultur' i Kulturministeriets kanon udelukkende blev defineret som kunst, litteratur, film og musik.
Vi kunne jo kun være enige i, at det er vigtigt at få naturvidenskaben på banen i en form, hvor det bliver gjort klart, hvor vigtige de naturvidenskabelige erkendelser har været for vores tænkning og dermed vores kultur.
Samtidig var vi selvfølgelig klar over, at top-ti lister altid vil have en vis grad af tilfældighedernes skær over sig, og at man derfor med rette ville kunne kritisere os for vores valg.
Derfor skal listen over de største naturvidenskabelige erkendelser selvfølgelig læses med det forbehold, at man afhængig af udgangspunkt og udvalgskriterier ville kunne nå frem til mange forskellige top-ti lister. Den ultimative liste findes naturligvis ikke.
Input fra forskere

Konkret blev listen til ved, at vi spurgte omkring 50 fagfolk om, hvad de mente, var den største erkendelse inden for dels deres eget fagområde og naturvidenskaben generelt.
Her gjorde vi den interessante erfaring, at der var meget stor forskel på, hvordan forskerne reagerede på den forespørgsel.
Nogle sendte os nærmest prompte deres svar, hvilket tydeligt viste, at de allerede havde gjort sig den slags overvejelser i forvejen. Andre tog det som en udfordring og sendte os efter nogen tid nogle velgennemtænkte forslag.
Atter andre sendte en hurtig liste over en lang række forskellige erkendelser/opdagelser uden den store begrundelse til hver enkelt. Endelig var der også nogle, der svarede, at det havde de sørme ikke tid til.
På baggrund af disse meget forskelligartede svar udformede vi så listen - og det er jo ganske naturligt, at de forskere, der havde gjort meget ud af at give et grundigt og velreflekteret svar, har haft størst indflydelse på, hvad der kom med på listen.
Ingen ultimativ sandhed

Vi har selvfølgelig fået en del kommentarer til vores naturvidenskabskanon, siden den blev lanceret i 2006. Men sønderlemmende kritik har der ikke været tale om. De fleste kommentarer har gået på enkelte erkendelser - såsom hvorfor f.eks. teorien om Big Bang ikke er med på listen.
Der er ikke nogen, der har kritiseret hele projektet for at være en fejltagelse, fordi man ikke kan tillade sig at 'rangordne' videnskabelig erkendelse - eller som har forsøgt at lave en alternativ liste. Derfor vurderer vi også, at de fleste kan tilslutte sig, at de erkendelser, vi har med på listen, faktisk er vigtige.
Og vi tror også, at de fleste finder det i orden at lave ranglister - blot man ikke bilder sig ind, at man derved har indfanget den ultimative sandhed.
En nyttig øvelse
Efter at have arbejdet med temaet er vi ikke i tvivl om, at det - uanset hvilket fag, man kommer fra - er meget nyttigt ind imellem at stille sig spørgsmålet:
Hvad er egentlig det allervigtigste inden for mit fag? Selv om man måske ikke vil komme frem til et entydigt svar, har man fået ryddet op i en masse tanker og gjort sig overvejelser om, hvad der er vigtigt eller mindre vigtigt.
En sådan øvelse vil også gøre det lettere at kommunikere med omverdenen, fordi man hurtigt vil kunne aflevere nogle klare budskaber. Og det kunne mange videnskabsfolk med fordel blive bedre til.
\ Kilder
\ Om forfatterne
Carsten R. Kjaer og Jørgen Dahlgaard er redaktører af tidsskriftet Aktuel Naturvidenskab, der bringer nyheder og baggrund fra den naturvidenskabelige verden. Bladet udgives i et samarbejde mellem 11 danske forskningsinstitutioner.
































