I sidste uge lagde Videnskab.dk en quiz ud i samarbejde med Den Blå Planet, hvor I havde muligheden for at teste jeres viden om fisk og andre dyr i havet.
Nu er fristen for besvarelserne udløbet, og vi har fundet to heldige vindere af hver fire fribilletter til Den Blå Planet, så de kan tage deres familie eller venner med ind og lære lidt om dyrene i vandet.
Vi siger stort tillykke til:
- Michael Christensen
- Thomas Oest
Måske svarede du selv rigtigt på alle spørgsmålene, men blev ikke trukket ud som præmievinder? Måske nåede du ikke at prøve kræfter med quizzen?
Uanset hvad får du svarene her i artiklen - og hvis du ikke er til quiz, kan du bare læse med og få lidt letfordøjeligt fakta ind gennem gællerne.
Camouflage hjælper søhesten
Søhesten gemmer sig mellem tangen og svømmer stille og roligt rundt for at gå i ét med omgivelserne. Det er også derfor, visse søheste kan have en »tang-lignende farve«.
Fladfisken gemmer sig på bunden
Det er muligt at fange en fladfisk med enten hænder eller fødder, hvis man er rigtig hurtig. Det er, fordi fladfisken vil gemme sig så lang tid som overhovedet muligt på bunden af havet i håb om, at et større rovdyr ikke ser den, frem for at prøve at svømme væk.
Dette kan du udnytte, hvis du har planer om at komme ud at fiske med harpun og snorkel.
Søstjernen »surfer« rundt på vand i fødderne
Søstjernernes sugefødder er fyldt med havvand. Inde i armene har søstjerner et vandkanalsystem, der er forbundet til det omgivende havvand.
De tager vand ind gennem en hullet kalkplade på oversiden og presser det ud for at rykke sig rundt på havbund og sten.
Nuttethed hjælper unger med overlevelse

Undersøgelser har vist, at dyr der ligner babyer, med store hoveder og øjne i forhold til resten af kroppen, trigger et omsorgsgen hos voksne.
Følgende er taget fra faktaboksen i vores Spørg Videnskaben-artikel, som har besvaret dette emne.
I 1940'erne fordybede den østrigske etnolog og nobelprismodtager Konrad Lorenz sig i videnskaben om ’nuttethed’.
Han udarbejdede en liste over de æstetiske og adfærdsmæssige karakteristika, vi er særligt tiltrukket af. De viste sig at være:
- Relativt store hoveder
- Store og lavtliggende øjne
- Udstående kinder
- Korte og tykke arme og ben
- Spændstig elastisk hud
- Klodsede bevægelser
Med andre ord: Babytræk.
Havkattens tænder kommer på hårdt arbejde
Havkatten er specialiseret i at spise dyr med hård skal.
Med de fremspringende tænder kan den holde fast i krabber. Inde i munden har den tykke kindtænder, der knuser.
De tykke kinder skyldes kraftige kæbemuskler, der bruges til at spise havkattens hårde kost.
Hvis du hungrer efter flere spørgsmål og svar, kan du kigge videre i brevkassen Spørg Videnskaben.
Du kan også væbne dig med en smule tålmodighed og deltage i Videnskab.dk's næste quiz, hvor vi søger ud mod stjernerne.
































