Professor Eskes Bog

Første gang Professor Eske blinkede ind på min lystavle, var da en medarbejder fra KU, foranlediget af den, dengang, kommende Indiana Jones film, fortalte at 'Sådan en havde de ovre på Zoologisk Museum.'

'Han hedder Professor Eske og drager verden rundt på opdagelsesrejser.'

Og den er god nok: det hedder han, det gør han, og han har skrevet en bog om det.

Eske spilder ikke tiden

Normalt er selvbiografier langtrukne digre værker, som skrives af folk, der har hele resten af livet til rådighed til formålet.

Her er forfatteren kun 36 år gammel, en af de helt centrale personer i en ny videnskabelig disciplin og han spilder ikke tiden.

Kun 180 sider, alt inklusive, bruger Professor Eske på at skrive en selvbiografi, forskellige æventyr fra de kolde lande, en glimrende indføring i hvad forskningsområdet 'fossil DNA' handler om, og hvordan han og hans forskningsgruppe nåede frem til deres banebrydende resultater.

Præcis som i Indiana Jones filmene starter bogen i en helt anden retning, med pelsjægeren Eske der bare vil være sig selv, men handlingen skifter hurtigt retning og tempo.

Og så går det ellers over stok og sten, iskerner, mars-robotter, permafrost, mammutter, prærieheste, Sitting Bulls hårtot, de manglende insekter, de overskydende krebsdyr osv. osv.

Forskningsformidling

Der tales meget om, at forskning skal formidles, og det bliver den her: Man behøver ikke at vide noget om base-par, dobbelt-helixer, eller det latinske navn for en Moafugl for at læse bogen. De ting og fagtermer, man har brug for at kende, bliver forklaret simpelt og elegant undervejs.

Der tales meget om, at forskning skal formidles, og det bliver den her: Man behøver ikke at vide noget om base-par, dobbelt-helixer, eller det latinske navn for en Moafugl for at læse bogen. De ting og fagtermer, man har brug for at kende, bliver forklaret simpelt og elegant undervejs.

Poul-Henning Kamp

Personligt finder jeg det forfriskende, at bogen er så langt fra den belærende, idealiserede, underholdningsmæssigt dramatiserende og sensationaliserende popularisering, som vi kender den fra glitterblade og fjernsyn.

De fleste billeder i bogen er dejligt autentiske. Der er ikke noget opstillet eller -styltet over dem: de er taget hvor det skete, mens det skete, og de er fyldt med drengede grin og folk på arbejde.

Bogen er en oplagt gaveide til teenagere, for denne 'Dogme-formidling' går rent igennem den kildekritik, der tænder helt af på overskrifter som 'sensation' og 'xxx's hemmelighed afsløret':

'Manner!' sagde min 13-årige søn, efter at have læst bogen, og lyset i øjnene var ikke til at tage fejl af.

Selve bogen slutter brat med tre prikker, midt i en tankerække.

I gamle dage i provinsaviser betød de prikker 'fortsættes'. Hvilket jeg forhåbningsfuldt ser frem til.

Men derefter følger faktisk endnu et kapitel under titlen 'Hvis jeg var videnskabsminister...' Lur mig, om ikke det vil få mange læsere til at ønske at det faktisk blev tilfældet.

Køb den, læs den.