I en af verdens mest biodiverse regnskove har forskere opdaget en ny hvepse-slægt med kæmpe hoveder og alien-lignende øjne.
Den hidtil ukendte hvepse-slægt vokser sig stor inde i kroppen på andre insekter og er en af 109 nyopdagede arter, forskerne har fundet i området.
Det skriver mediet Live Science.
Med sin næsten 1,7 centimeter lange, lysegule krop og sit store hoved svæver den nyopdagede hvepse-slægt rundt i Allpahuyao-Mishana National Reserve, et beskyttet område i Peru.

Området er en del af Amazonas og er det eneste sted, den nyopdagede art hidtil er blevet set, afslører et nyt studie offentliggjort i ZooKeys, der beskriver arten.
Den nyopdagede hvepse-art har fået navnet Capitojoppa amazonica, der ikke er helt uden mening. ‘Capito’ henviser nemlig til artens store hoved, mens ‘joppa’ er navnet på en anden hvepse-slægt, som den nyopdagede hvepse-slægt minder om.

Men Capitojoppa amazonica menes at tilhøre underfamilien Ichneumoninae.
»Hvepse, der tilhører denne underfamilie, er normalt store og farverige, især i troperne, og som larver lever de indeni møl- og sommerfuglelarver og pupper,« siger studiets hovedforfatter Brandon Claridge, ph.d. i biologi ved Utah State University, USA, i en pressemeddelelse fra University of Turku.
Det samme gælder Capitojoppa amazonica, der er en parasitoid hvepseart. Det betyder, at den reproducerer sig ved at sprøjte æg ind i andre levende arter såsom larver, biller og edderkopper.
»Når værten (som den vil sprøjte sit æg ind i) er lokaliseret, vil hunnen febrilsk stryge den med sine antenner,« fortæller Brandon Claridge til Live Science.
»Hvis det er acceptabelt, vil hunnen deponere et enkelt æg inde i værten ved at gennembore den med sin ovipositor (et rørlignende organ, der bruges til at lægge æg),« uddyber han i Live Science.
Herfra vil æggene klække, og de nyudklækkede larver vil æde værten op indefra og blive der, indtil de har udviklet sig til voksne Capitojoppa amazonica-hvepse.
smb

































