Lamabæ-spisere fortæller historie

»Disse små, bæ-spisende mider har åbnet et vindue tilbage til en civilisation, vi kun ved lidt om, fordi den ikke skrev sin historie ned. De fortæller en historie om klimaforandringer, handel og sygdom,« siger professor Alex Chepstow-Lusty fra Université Montpellier 2 i Frankrig.

Det er søndag formiddag, og den kaki-klædte professor er trådt ind foran et lysende lærred i et støvet foredragsværelse på Kulturhistorisk Museum i Oslo for at fortælle om sine verdenskendte fund. De millimetersmå, for længst afdøde dyr, som den britiske forsker taler om, fandt han tilfældigvis, mens han gravede i bunden af den udtørrede indsø La Maracocha i Peru.

»Pludselig begyndte de bittesmå dyr at drysse ud af den jordprøve, jeg arbejdede med. Ingen havde set dem før, men de har været bevaret i jorden i flere tusind år,« siger Chepstow-Lusty, som har skrabet sig vej seks meter ned gennem den udtørrede søbund. Helt ned til et 4000 år gammelt jordlag. »Det var dér, at vi fandt ud af, at miden kunne blive et fantastisk arkæologisk værktøj. Mængden af mider i hvert jordlag afspejlede nemlig dramatiske hændelser, som fandt sted, da laget blev aflejret,« fortæller han animeret.

Europæerne afsatte fatale spor

I 1532 invaderede spanierne Peru med fatale konsekvenser for inkaerne. Hundrede år senere var der kun cirka 3 millioner tilbage af de oprindelige 30 millioner inkaer, som havde beboet dette storslåede imperium.

Dødsårsagen for mange af inkaerne var nye sygdomme, som europæerne og deres husdyr havde med sig, og andre døde som ufrivillige arbejdere i europæernes nyopførte og sundhedsfarlige miner.

I jordlaget fra denne periode styrtdykkede antallet af de fossile lamabæ-guffere ned til et minimum, efter at have holdt et højt antal i takt med de succesrige år forinden. Hvad fortæller dette os?

»Udgravningsfeltet ligger langs den gamle inka-handelsvej som førte ind til Cuzco, hjertet af imperiet. Vore fund ved indsøen viser at dette både var et græsningssted og et vandhul for de mange lamaer, som Andesfolket havde behov for i deres dagligdag; til varetransport og som husdyr,« siger Cheptow-Lusty. Og lamaerne er netop det centrale punkt i hans ræsonnement:

»De små jordmider levede altså af lama-ekskrementer. Det betyder en nedgang i antallet af mider i perioder med lille lama-aktivitet. Færre lamaer må vi tolke som, at den menneskelige aktivitet sank, på grund af epidemier eller på anden måde dårlige tider,« siger Chepstow-Lusty.

»Altså; når der er mange mider tyder det på, at der i den pågældende tidsepoke var god gang i handlen, og en fravær af epidemier, eller gode klimatiske tider, som gjorde avlen god,« forklarer han.

Tæmning af lamaen og en lille istid

Langs hele den tidslinje Chepstow-Lusty har opstillet - helt tilbage til flere tusind år f. Kr. - modsvarer udsvingene i antal mider i jorden vigtige hændelser i området.

»Vi kan se hele vejen igennem, at det korresponderer,« siger han, og trækker fingeren langs to parallelle grafer med toppe og dale, som følger hinanden på lærredet bag ham.

I perioden omkring år 2000 f. Kr. viser grafen en top i antal mider. Dette kan formodentlig vise os det tidspunkt hvor lamaen blev tæmmet og gjort til husdyr i området,« mener professoren.

»700 år før Kristus kan vi se et spring i antal mider. Netop denne top kunne afspejle den tid hvor handlen begyndte at tage fart i området,« spekulerer Chepstow-Lusty. I jordlaget fra årene lige efter år 1400, stiger mængden af mider også voldsomt. Det var på denne tid at Inka-civilisationen havde sit første virkelige opsving i handel og ekspansion.

200 år efter den spanske invasion, i 1719, viser et nyt fald i antal mider at der skete noget, og efter nogle undersøgelser fandt Chepstow-Lusty ud af, at en grim epidemi faktisk havde hærget i egnen omkring Cuzco netop på den tid.

Kilder fortæller, at epidemien i enkelte landsbyer tog livet af alt fra mennesker til mus - og lama. Foruden dette, så mener han at faldet i antal mider også delvis kan forklares med, at det ligger i den koldeste periode af den klimatiske epoke som kaldes 'Den lille istid'.

Flere bør bruge mider

Alex Chepstow-Lustys mide-metode blev verdenskendt, da han viste, at man kunne bruge de små, ottebenede og undselige dyr til at 'læse historien' med på denne måde. Det havde ingen gjort før ham på samme måde.

Han er så begejstret for metoden, at han mener andre forskere andre steder i verden burde tage den i brug, hvor det er muligt. Han selv har haft stort udbytte af at kombinere mide-fundene med andre fund i jordlagene, som pollen og plantespor.

»Jeg tror for eksempel, at man kunne bruge mide-metoden på Grønland, hvor man prøver at finde svar på hvorfor vikingerne pludselig forlod øen,« foreslår han. Selv kan han næsten ikke vente med at fortsætte med at grave efter små fossile bæ-spisere i flere af de gamle indsøer i Andes, for at se om de kan fortælle endnu mere om Inka-civilisationen.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov.