Forestil dig en fugleedderkop, der bor i den samme hule under jorden i op til 10 år, som er meget varmekrævende, lægger få æg og spredes dårligt.
Så har man ingredienserne til en art, der stiller krav om, at levestedet ikke må forstyrres – det, som på forskersprog hedder, at der skal være 'lang kontinuitet', for at arten kan trives.
Dette gælder for eksempel for en nordlig fugleedderkop (Atypus affinis), som udelukkende har bestande på sydvendte, solbeskinnede skrænter, der har ligget urørt siden Arilds tid.
Af sådanne har vi for eksempel kystskrænterne på Røsnæs, sprækkedalene på Bornholm og de sydvendte bakkedrag i Søhøjlandet.
Kig efter fugleedderkopper nu
Men hvor lang tids kontinuitet kræver Atypus affinis egentlig?
Da 14-årige Hjalte Kjærby i sidste uge fandt den på voldene ved Nyborg Slot, fik kravet om kontinuitet endelig en 'bagkant': 800 år er åbenbart tilstrækkeligt med tid til, at fugleedderkoppen har lært at leve der.
Men kan mindre også gøre det? Findes fugleedderkoppen f.eks. også på de yngre volde i Fredericia?
Det er lige nu, man skal kigge efter. Om efteråret vandrer hannerne nemlig rundt for at lokalisere hunner.
