KORT NYT FRA UDLANDET
Det er svært for nogle mennesker at vrikke med ørerne, men hos nogle dyr er det en vigtig del af deres levevis at have mobile ører.
Et nyt studie peger på, at heste via ørerne kan se, hvad den enkelte hest koncentrerer sig om. Det skriver The Independent.
Det er første gang ifølge The Independent, at forskere har påvist, at dyr med mobile ører er i stand til at bruge disse bevægelser til at se, hvad et andet dyr koncentrerer sig om.
»Vores studie er det første til at undersøge en potentiel nøgle til kommunikation, som mennesker ikke har – nemlig ørerne. Tidligere undersøgelser i kommunikation hos dyr har fokuseret på for eksempel hovedretning og øjenkontakt, som mennesker også benytter sig af,« siger Jennifer Wathan, der er ph.d på University of Sussex, til The Independent.
Studiet anvendte billeder af hestehoveder, med forskellige udtryk for at se, om det kunne påvirke opmærksomheden hos andre heste. Billedet blev sat op ved to spande med det samme foder, hvor en test-hest kunne vælge spand.
Hvis billedet af hesten havde dækket sine ører eller øjne, påvirkede det ikke test-hestens valg, men hvis både øjne og ører var synlig valgte den spanden, hvor billedet af hesten var.
»Vores resultater demonstrerer, at dyr med store, mobile ører kan bruge disse som visuel nøgle til opmærksomhed. Den potentielle rolle, som ørerne har, har været overset i tidligere eksperimenter,« siger Jennifer Wathan til The Independent.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Current Biology.
Læs også:
Sådan ser flagermus med ørerne
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml